



Benjamin Clemmensen har haft travlt med at svare på beskeder det seneste døgn.
Vendsyssel-stopperen er blevet mødt af et hav af reaktioner fra venner, familie og fodboldvenner, efter at han søndag stjal showet på Aalborg Portland Park med en vanvidsscoring til slutresultatet 2-2 i lokalbraget mellem AaB og Vendsyssel FF.
Dybt inde i overtiden tog han chancen og hamrede bolden i mål fra midten af banen - og det har altså givet genklang fra nær og fjern.
- Jeg har virkelig fået mange reaktioner på målet. Alle er helt oppe at støde, siger Clemmensen dagen derpå i et interview med Bold.
Særligt fodboldvennernes reaktion får smilet frem i AaB-bødlens stemme.
- Jeg har en gruppechat med Sanders Ngabo, Silas Andersen, Clement Bischoff og min bror Sebastian Clemmensen. De gik alle sammen helt amok og kunne ikke tro deres egne øjne, siger den 21-årige forsvarsspiller.
Artiklen fortsætter efter billedet

Med udgangspunkt i banens sidste geled er det en sjældenhed for Benjamin Clemmensen at score i professionelt regi.
Men i ferieperioderne har vennerne set ham få netmaskerne til at blafre.
- De skrev alle sammen, at det var preseason-udgaven af mig, der kom frem. Jeg plejer at spille angriber, når vi træner sammen i ferierne, siger han.
Selv i chok
Som du kan se i videoen øverst i artiklen, tog Benjamin Clemmensen en hurtig beslutning, da han fyrede kanonen af kort inde på AaB's banehalvdel.
Inden da havde han dog orienteret sig om AaB-keeperen Vincent Müllers indbydende placering.
- Jeg nåede ikke rigtigt at tænke, men jeg kiggede op og så, at AaB’s keeper var lidt langt ude af målet. Der var kun et minut tilbage, så jeg tænkte: ’Det skal være nu, ellers sker der ikke mere i den her kamp,’
- Det var et alt-eller-intet-forsøg, og så gik den heldigvis ind, siger Clemmensen, der selv var i chok, da han så bolden sejle i mål.
- Jeg mærkede en god kontakt med bolden og kunne også se, at den havde god retning mod målet, men da jeg så AaB’s keeper vende sig om, tænkte jeg alligevel: ’Nå, hold da kæft.’
- Jeg fik et kæmpe chok. Jeg laver normalt ikke så mange mål, så jeg stod helt chokeret og fik ikke rigtigt jublet, før jeg blev fuldstændig omfavnet, siger Benjamin Clemmensen.
Betyder meget
Clemmensens mål affødte som nævnt euforiske jubelscener blandt holdkammerater og stabsmedlemmer, men også på tribunen stak det af i udebaneafsnittet.
Både på grund af selve det opsigtsvækkende mål, men i særdeleshed også fordi det gav point imod lokalrivalerne fra AaB.
- Det var en af de federe kampe at gøre det i.
- Kampen betyder lidt mere for vores fans og folk i klubben, fordi det er imod AaB, siger Clemmensen.
Vendsyssel står nu med ti point efter ni kampe i Betinia Ligaen. Det rækker til en foreløbig syvendeplads.
AaB er placeret på femtepladsen med 13 point.

AaB
Vendsyssel FF
Betinia Liga
























