




Der var både fredagsstemning, mål og drama på Østerbro Stadion, da Esbjerg slog B.93 med 4-0 foran fyldte lægter.
Værterne var bagud med 0-2, da backen Ludvig Henriksen kort inde i anden halvleg bremsede et vestjysk kontraangreb - ført an af Tim Freriks - med en tackling, der endte med at koste ham en rød billet fra dommer Frida Klarlund.
En kendelse, de hvidklædte dagen derpå har betegnet som kontroversiel på deres X-profil.
Til Bold oplyser cheftræner Kim Engstrøm, at B.93 lørdag formiddag har indsendt en officiel klage til Fodboldens Disciplinærinstans i håbet om, at det røde kort omstødes, og at Ludvig Henriksen på den måde slipper for et par spilledage i skyggen.
- Det har vi gjort, fordi han er ude med to dages karantæne. Det synes vi selvfølgelig er meget uretfærdigt, når vi mener, at kendelsen er forkert ud fra det videomateriale, vi kan se. Vi ved godt, at det ikke ændrer kampen. Det er udelukkende med henblik på de to næste kampe.
- Vi synes ikke, at der er rødt kort, og kendelsen er jo med til at gøre vores muligheder mere vanskelige i forhold til at komme tilbage. Hun skal træffe en beslutning under kampen, og jeg går ud fra, at hun træffer den beslutning, hun mener, er den rigtige.
- Jeg har set situationen på video 100 gange efter, og jeg synes, at Ludvig meget, meget tydeligt er først på bolden og får den prikket ned til vores egen keeper.
- Det ben, han prikker bolden med, bouncer ned på jorden, og så løber Freriks ind i hans ben efterfølgende. Jeg snakkede med dommeren efter kampen, og der havde hun ikke set situationen på video endnu, og hun forklarede ikke, om det røde kort var, fordi Ludvig gled ind i Freriks.
- Jeg mener, at der skal fløjtes for et indirekte frispark, fordi vores målmand samler bolden op og på den måde er en tilbagelægning.
- Generelt synes jeg, at hun dømmer en ganske fin kamp, og det roser jeg hende også for efter en meget intens første halvleg. Det er jo ikke hendes skyld, at vi ikke scorer på vores chancer.
Bold har været i kontrakt med Frida Klarlund om episoden, men hun har ikke ønsket at udtale sig.
Du kan se hele episoden i videoen i toppen af artiklen.
Affødte frustration
Det røde kort affødte kortvarig frustration blandt B.93-spillerne, der slet ikke var enige i dommen og gav deres meninger til kende op i ansigtet på Frida Klarlund.
Det resulterede i en advarsel til den 34-årige stopper Jacob Egeris, som var tydeligt utilfreds.
Og dén kendelse forstår Kim Engstrøm godt.
- Det er helt forståeligt, at han får et gult kort for brok, og jeg tror, at der er flere af vores spillere, som kunne have fået et gult kort lige der.
- Det er ikke, fordi Jacob siger noget grimt til hende overhovedet, men det er fair nok, og det er en del af fodbold.
Cheftræneren er naturligvis ikke tilfreds med nederlaget, men Engstrøm hæfter sig alligevel ved et par positive ting dagen derpå.
- Vi har evalueret her til formiddag, og i bund og grund er vi langt henad vejen fint tilfredse med vores kamp. Det kan lyde helt håbløst at sige, når man taber 0-4. Men jeg synes, at vi dominerer, indtil de scorer deres første mål, og vi er tæt på nogle gange.
Sejren til Esbjerg betyder, at vestjyderne har 22 point efter 12 kampe. Det rækker til en delt andenplads. B.93 befinder sig i den nederste del af tabellen, som du kan se her.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere

Esbjerg fB
B.93
Betinia Liga

































