2022-01-11 15:38:01

bold.dk erfarer: FCH på jagt efter BIF-keeper

FC Helsingør arbejder i denne tid på at hente en ny målmand, hvor de har rettet blikket mod Brøndbys Thomas Mikkelsen og AaB's Andreas Hansen, erfarer bold.dk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

FC Helsingør er på jagt i dette transfervindue, hvor de skal have hentet to nye målmænd til truppen. De har nemlig blot en enkelt målmand i truppen, efter Kevin-Stuhr Ellegaard valgte at lægge handskerne på hylden.

bold.dk erfarer nu, at en ny mulig Helsingør-keeper kan komme fra toppen af dansk fodbold, da klubben har været i dialog med både Brøndby og AaB om henholdsvis Thomas Mikkelsen og Andreas Hansen.

Det er dog ikke noget, som cheftræner Morten Eskesen ønsker at kommentere på, og han henviser i stedet til chefscout og sportslig ansvarlig Brian Gellert.

- Det skal du snakke med Brian om. Jeg er slet ikke inde i forhandlinger eller omkring, hvad der bliver gjort på transferfronten i denne tid. Det ligger ikke på mit bord, så jeg ved intet, udtaler cheftræneren til bold.dk.

Mikkelsen har været henvist til bænken i Brøndby i denne sæson, men han har dog vist eksempler på sit niveau, da han blandt andet vogtede buret i 2-1-sejren over FC København.

Hansen har brugt hele efteråret i 3F Superligaen på AaB-bænken, hvor han dog i stedet har fået spilletid i tre Sydbank Pokal-opgør.

Ville Thomas Mikkelsen være interessant for FC Helsingør?

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Ja, det ville han. Jeg synes, han er en rigtig god målmand. Så det ville han absolut være. Det ville Andreas Hansen dog også, og det ville Sten Grytebust også. Der er mange dygtige målmænd, der kunne være interessante for os. 

- Jeg ved jo heller ikke, om spillere som Thomas Mikkelsen og Andreas Hansen er ledige på markedet. Jeg ved dog, at vi har at gøre med to rigtige gode målmænd. Så hvis de bliver nævnt af Gellert, så tager jeg stilling til det.

- Men det er bare gode emner, så der er lang vej til, at det kan blive en reel mulighed.

Eskesen fortæller videre, at de har fået en masse henvendelser, efter de til bold.dk fortalte, at de var på målmandsjagt, men de har slet ikke travlt med at få hentet en ny keeper ind.

- Som jeg tidligere har udtalt, så vil vi gerne hente en, som er tæt på Kevins niveau, og det er der flere af vores emner, der er, men vi ser på det, siger Morten Eskesen til bold.dk.

26-årige Andreas Hansen har kontraktudløb med AaB den 31. december 2023, mens 38-årige Thomas Mikkelsen står uden klub til sommer.

2 kommentarer

Læs alle kommentarer
annonce
annonce
annonce
0