




Efter tre et halvt år vendte Hillerød Fodbold tilbage på Secma Ground, da klubben siden sin oprykning har været tvunget til at spille sine hjemmekampe uden for byen, fordi stadionet ikke levede op til Divisionsforeningens krav til 1. division.
Det blev ikke til en lykkelig tilbagevenden, da gæsterne fra Esbjerg dominerede det meste af opgøret og vandt 3-2, selvom Hillerød var tæt på at fuldende et comeback.
Der gik ikke mere end ét minut, før gæsterne havde bragt sig foran.
Anfører Lucas From tog selv initiativet og drev bolden frem, før han fra langdistance i højre side af banen kunne hamre bolden ind til 1-0.
Esbjerg var altdominerende i de første ti minutter af kampen, men værterne formåede at sætte flere offensive aktioner sammen fra kanterne med særligt en oplagt Saman Jalaei.
Artiklen fortsætter efter billedet

I det 22. minut havde kantspilleren også en chance fra venstresiden, men skuddet manglede præcision og røg flere meter over målet.
Tempoet dalede i løbet af halvlegen, før Peter Bjur efter 35 minutter skabte massiv glæde blandt de medrejsende EfB-fans. Med endnu et skud fra distancen røg bolden fladt ind i nettet til 2-0.
Esbjerg var tæt på at gentage formlen med et hurtigt mål i anden halvleg.
Denne gang var det John Kolawole, der steg højest til vejrs og var tæt på at udbygge føringen.
Og det blev da også til 3-0.
Et glimrende opspil fra Esbjerg endte i fødderne på Benjamin Hvidt uden for feltet, og så kunne han sparke kuglen køligt og fladt ind via stolpen og i kassen.
Det var midtbanespillerens første mål i Esbjerg-trøjen siden skiftet fra AGF i sommeren 2024.
Jalaei fik reduceret for værterne i 82. minut på straffespark, og så fiik Hillerød smag for mere.
Efter klodset forsvarsspil i Esbjerg-defensiven blev det også til 3-2, da Magnus Munck scorede for Hillerød.
Hillerød jagtede og var tæt på comebacket, men Esbjerg formåede at holde stand til sidst.
Hillerød står med nul point efter to kampe, mens Esbjerg har fire point – ligesom FC Fredericia og Vejle Boldklub.
Næste gang de to mandskaber skal i aktion, bliver det i Betano Pokalen.
Esbjerg møder BG & IF, og Hillerød skal møde Væggerløse Boldklub.

Esbjerg fB
Betinia Liga
Hillerød
























