Emil Rohd har ikke været meget i aktion i år.
Blot et enkelt minut er det blevet til for den 21-årige dansker, der siden marts 2025 har spillet for Haugesund.
Rohd har døjet med en skade, mens han også har været ramt af hjemve. Det har Haugesund-sportschef Kristoffer Haraldseid tidligere fortalt til Haugesunds Avis.
Offensivspilleren er derfor rejst til Danmark, hvor han træner med i Betinia Liga-klubben Hillerød Fodbold.
Det bekræfter direktør Daniel Rommedahl over for Bold.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Ja, han har trænet med i et stykke tid. Jeg tror, det er en tre/fire uger.
- Det er jo en mulighed for at se hinanden an, siger Rommedahl til spørgsmålet om, hvorvidt en kontrakt mellem de to parter kan komme på tale.
Rohd er på kontrakt i Haugesund frem til udgangen af 2028, men Haugesund-sportschef Kristoffer Haraldseid har luftet muligheden for, at danskeren ikke kommer tilbage til Norge.
Den 21-årige offensivspiller står noteret for 29 kampe for Haugesund. Han har en fortid i både FC Københavns og FC Utrechts ungdomsafdelinger.

Haugesund
Betinia Liga
Hillerød



































