Adrian Justinussen skifter fra årsskiftet til AC Horsens på en fri transfer fra Hillerød Fodbold.
Fredag eftermiddag delte Horsens nyheden. Her fremgik det, at Justinussen har underskrevet en kontrakt til sommeren 2028.
Den nyhed kom bag på ledelsen i Hillerød. Det forklarer direktør Jackie Rasmussen i et interview med Bold.
- Jeg blev overrasket over at læse det.
- Vi har kendt til Adrians situation længe, så vi vidste, han gerne ville prøve sig af på en højere hylde. Jeg er måske lidt ærgerlig over, at han har valgt den samme hylde - men det er jo hans valg.
Ifølge Jackie Rasmussen blev Hillerød orienteret om skiftet få minutter før offentliggørelsen.
Derfor havde klubben ikke mulighed for at bringe nyheden samtidig med Horsens.
- Jeg var bekendt med Horsens' interesse, men jeg savner en smule respekt, når de bare vælger at melde den ud, uden vi bliver involveret. Det er katastrofal kommunikation.
- Jeg blev gjort bekendt med nyheden to minutter inden, så jeg er meget overrasket. Vi er trods alt ikke en serieklub længere, så vi vil gerne kommunikere professionelt.
- Jeg ønsker Adrian det bedste, det vil jeg altid gøre. Jeg er bare ærgerlig over måden, den her nyhed kommer ud.
Justinussen ender nu med at forlade Hillerød på en fri transfer. Parterne har ellers løbende været i dialog om en kontraktforlængelse.
Hvornår er det blevet besluttet, at I ikke kunne nå til enighed om en ny aftale?
- Det er det jo så i dag - eller hvornår han har skrevet under.
- Vi har tilbudt ham mere end én aftale, men svaret fik jeg jo så to minutter før offentliggørelsen i dag.
Hvornår har I senest haft den dialog?
- Det har vi inden for den seneste uge.
Ærgrer det dig, at det ikke bliver til et salg?
- Man vil nok altid være ærgerlig. Vi har på intet tidspunkt fået et officielt bud på Adrian, men det er da ærgerligt at miste ham uden en transferindtægt. Sådan er vilkårene, det sker også på større adresser.
Justinussen skifter først ved årsskiftet, og derfor har han fortsat et arbejde at gøre i Hillerød.
Det er begge parter også indstillet på, lyder det.
- Min forventning er, at Adrian er topmotiveret til at levere det sidste i Hillerød Fodbold - sådan har jeg i hvert fald forstået det.
- Vi arbejder videre på at nå vores målsætning om at komme i top-6, afslutter Jackie Rasmussen til Bold.
Bold har rakt ud til AC Horsens for at få en kommentar vedrørende Jackie Rasmussens kritik.
- Vi har en kommunikationsstrategi, som vi følger, og det har vi også gjort denne gang, lyder det fra AC Horsens.
Adrian Justinussen scorede så sent som i seneste spillerunde to mål mod netop AC Horsens i en 2-1-sejr for Hillerød.
Næste opgave for Hillerød bliver en udekamp mod Middelfart. De to mandskaber mødes lørdag klokken 14.00.

Skandaløse scener i Parken: Pinligt for FCK
Hattrick | Afsnit 82FC Midtjylland er danske pokalmestre anno 2026. Ulvene vandt torsdag finalen med 1-0 over FC København, og det er meget sæsondefinerende for begge klubber.
Læs mere
AC Horsens
Betinia Liga
Hillerød





































