Lyngby Boldklub vil meget gerne have fat i Jonathan Witt.
Bold kunne i sidste uge fortælle, at Superliga-oprykkerne jagter den 33-årige Hillerød Fodbold-profil.
Søndag bekræftede Hillerød-cheftræner Christian Lønstrup over for Sjællandske Nyheder, at der var noget om snakken.
Lønstrup fortæller nu, at det er op til klubberne at blive enige om en aftale vedrørende den bundrutinerede stopper.
- Alle ved, at der er en interesse, og så er det op til klubberne at blive enige.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Det er en af vores bedste spillere, og han er en kulturbærer, så det er ikke bare lige noget, vi gør for sjov skyld.
- Det skal gennemtænkes, men det er klart, at med alt det, Witt har givet til os, så skylder vi ham, at hvis der er en mulighed, som byder sig, skal vi ikke være på tværs af det, siger Hillerød-chefen til Bold.
Selv om Hillerød ikke skal stå i vejen for Jonathan Witt, kommer klubben ikke til at give ham væk gratis.
Han har nemlig kontrakt med Hillerød frem til 2028, og derfor skal klubben kompenseres.
- Men det er klart, at vi ikke bare smider en af de allerbedste forsvarsspillere i rækken væk. Det gør vi ikke.
- Hvis Witt gerne vil, vil vi gerne være meget åbne omkring det. Det er ligesom casen. Så går der lidt tid med forhandlinger, men det er ikke rigtigt på mit bord.
- Man kan sige: Lyngby vil gerne have Witt, Witt kunne godt have interesse i at tage til Lyngby, og vi vil gerne hjælpe Witt med at få den oplevelse, det er at spille Superliga.
- Så der er rigtig mange ting, hvor man er enige. Hvis man så kan blive enige om noget økonomi, så kan det da godt blive et godt ægteskab, tror jeg, slutter Lønstrup.
Jonathan Witt har taget turen fra Serie 2 til Betinia Ligaen med Hillerød.
Han er noteret for mere end 300 kampe for klubben.

Lyngby Boldklub
Betinia Liga
Hillerød

































