I april var planen klar.
Albert Rudé og familien ville blive i Danmark, selvom tiden i Kolding IF pludselig var slut.
Fire måneder senere ser virkeligheden anderledes ud.
Familien er flyttet hjem til Spanien, og den 38-årige træner venter fortsat på det næste projekt i karrieren.
Men én ting har ikke ændret sig. Danmark fylder fortsat hos Albert Rudé, der forelskede sig i livet, kulturen og menneskene i landet.
- Vi var hjemme, og så tog vi hjem. Sådan føltes det, fortæller Albert Rudé til Bold.
For opholdet i Danmark blev mere end blot endnu et stop i den berejste spaniers trænerkarriere.
Her blev hans andet barn født. Hans ældste søn lærte at tale flydende dansk. Familien tog den danske hverdag til sig, og selv efter det pludselige brud med Kolding IF valgte de at blive boende.
Først da et nyt skoleår nærmede sig, traf familien beslutningen om at vende tilbage til Spanien.
Det betyder dog ikke, at Rudé har lukket døren til Danmark. Tværtimod.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Et nyt kapitel i dansk fodbold ville være meget, meget interessant for mig.
Og en del af forklaringen skal findes i Kolding.
For nogle måneder efter den bratte afslutning føler spanieren fortsat, at han efterlod noget uforløst.
- Jeg er ikke i tvivl om, at hvis vi havde fået tiden til at fortsætte arbejdet, så var vi til sidst nået vores målsætning og var rykket op.
- Det er også derfor, jeg gerne vil have et nyt kapitel i dansk fodbold. På en måde for at gøre arbejdet færdigt. Det føles lidt som unfinished business, forklarer Albert Rudé.

Uenighed om spillestilen
Da Albert Rudé i april første gang fortalte om bruddet med Kolding, stod det klart, at uenigheder om klubbens fremtidige kurs havde slidt på forholdet.
Med nogle måneders afstand sætter han nu flere ord på den sportslige del af uenigheden.
Ifølge spanieren handlede det blandt andet om, hvordan Kolding skulle udvikle sin måde at spille på.
- Spillestilen var også et diskussionspunkt. Vi var ikke på linje i forhold til, hvordan holdet skulle udvikle sig.
- Klubben ville gerne tilbage til flere af de grundlæggende elementer fra måden, holdet spillede på, før jeg kom, og så beholde nogle enkelte ting fra positionsspillet, siger Rudé.
Det krævede et kompromis.
Men ifølge den tidligere Kolding-træner ville kompromiset have trukket ham for langt væk fra det, han selv tror på.
- Jeg kunne selvfølgelig tilpasse nogle ting, men for mig kom det for langt væk fra mit DNA.
- Hvis jeg bevæger mig for langt væk fra det, hvordan skal jeg så være mig selv? Hvordan skal jeg træne holdet og overbevise spillerne?
Det betyder ikke, at Albert Rudé ser sig selv som en træner, der kun kan spille på én måde.
I løbet af sin karriere har han arbejdet i USA, Costa Rica, Mexico, Polen, Spanien og Danmark, og han mener selv, at netop de mange forskellige fodboldkulturer har tvunget ham til at tilpasse sig.
Formationer, preshøjde, direkte spil og strukturen kan ændres.
Men der er en grænse.
- Jeg har et DNA og en ramme, som jeg gerne vil holde fast i. Inden for den ramme kan jeg tilpasse rigtig mange ting.
- Men jeg skal stadig kunne være mig selv og få mennesker til at tro på noget, som jeg selv tror på og er passioneret omkring.
Se på Spanien
Rudé voksede op med fodbold i gaderne, hvor tasker og jakker blev brugt som mål, og timerne forsvandt med bolden ved fødderne.
Det er ifølge spanieren med til at forklare det positionsspil, som har præget hans trænerkarriere.
- Vi forelskede os i bolden. Bolden var der hele tiden. Og der er kun én bold, så hvis der kun er én, hvorfor så ikke have den? Det er kernen i positionsspillet.
Han peger blandt andet på Spaniens VM-triumf som et eksempel på, at den tankegang fortsat har sin berettigelse på allerhøjeste niveau.
Men for Rudé handler det ikke om, at dansk fodbold skal kopiere Spanien.
Snarere ser han sin egen baggrund som noget, der kan supplere det, han allerede har lært i Danmark.
- Jeg har investeret meget i at forstå kulturen, ledelsesstilen og dansk fodbold. Det tager tid, når man kommer til et nyt land.
- Derfor føler jeg også, at jeg for alvor er blevet en del af dansk fodbold. Jeg kan tilpasse mig det, kulturen kræver, men samtidig tilføre nogle ting, som måske ikke er lige så almindelige her, siger han.

Venter på det rigtige
Hvornår Albert Rudé igen står på en træningsbane, er endnu uvist.
Tiden uden et job har blandt andet givet mulighed for at være mere sammen med familien, forny UEFA Pro-licensen og bruge timer på at analysere kampe og besøge andre trænere.
Samtidig har der været muligheder.
Nogle er blevet fravalgt, fordi de ikke passede familien. I andre tilfælde er Rudé nået langt, inden klubben valgte en anden kandidat.
Og aktuelt er der igen projekter, som bliver undersøgt.
- Der er nogle muligheder. Sæsonerne er begyndt, og nogle klubber er allerede ved at overveje, om de skal fortsætte den vej, de er på, eller ændre noget. Der er nogle klubber, hvor jeg er blandt mulighederne lige nu.
- Men jeg vurderer næste skridt meget nøje. Jeg føler, at det er et vigtigt skridt for mig, så jeg skal vælge rigtigt.
Én ting behøver Albert Rudé dog ikke at overveje særlig meget.
Hvis telefonen ringer fra Danmark, kommer landekoden ikke til at skræmme ham.
- Jeg vil bare træne. Jeg savner at være sammen med spillerne hver dag, vinde, tabe, have svære perioder og mærke glæden, når det går godt.
- Og Danmark? Jeg er overbevist om, at vi før eller siden kommer tilbage.
Faktisk har spanieren lært et dansk ord, der passer meget godt til den overbevisning.
- Jeg har lært ordet ‘snart’. Så det er ikke bare ‘vi ses’. Det er ‘vi ses snart’.

Betinia Liga


























