


Hvidovre IF og Esbjerg fB tørnede søndag eftermiddag ind i hinanden.
Begge mandskaber har lagt ud med en sejr og en uafgjort i Betinia Ligaen, og derfor ville en sejr for begge betyde, at de ville spille sig op på en foreløbig førsteplads.
Første halvleg endte uden scoringer, men til gengæld startede anden halvleg som lyn og torden.
Det hele begyndte med en god chance til Esbjerg, der ikke fik sendt den afgørende bold afsted.
I stedet løb Hvidovre ned i den anden ende, og her endte et indlæg bag Donavan Bagou, der ikke tøvede.
Angriberen, der havde kontraktudløb i HIK denne sommer, fik på ekvilibristisk vis sakset bolden i mål, og så var værterne foran.
Artiklen fortsætter efter billedet

Efter en stor times tid scorede Hvidovre endnu et flot mål og igen med Bagou som målscoren.
Louka Prip sendte Andreas Smed i dybden med en vidunderlig aflevering. Smed dirigerede med det samme bolden ind til en helt fri Bagou, der var sikkerheden selv og scorede sit tredje mål i tre Betinia Liga-kampe.
En ordentlig mavepuster for Esbjerg, der dog ikke gav op.
Med et kvarters tid igen fik de reduceret efter et hjørnespark. Jonathan Foss headede dødbolden i kassen, og så var spændingen tilbage.
Esbjerg var ikke uden chance i slutminutterne af kampen, men det var mest på dødbolde, at de kom frem til noget.
Hvidovre stod fint i mod og fik også kæmpet en 2-1-sejr hjem, der betyder, at de lige nu topper Betinia Ligaen. Det kan dog allerede ændre sig inden for en times tid.
Dermed fik Hvidovre også oprejsning fra midtugen, hvor man blev sendt ud af pokalturneringen af Næstved Boldklub.

Esbjerg fB
Hvidovre IF
Betinia Liga



































