Hillerød-cheftræner Christian Lønstrup største bekymring i vinterens transfervindue er at miste en af klubbens profiler.
- Der er klubber, der kigger efter vores profiler. Heldigvis har vi dem under kontrakt, så hvis vi gør, så tjener vi penge på det, lød det i december til Bold.
Nu rører en af de interesserede klubber på sig.
Ifølge Bolds oplysninger har norske Strømsgodset budt på den 22-årige venstre back Victor Dedes.
Der er tale om et bud på 200.000–300.000 euro. Det svarer til mellem 1,5 og 2,25 millioner kroner.
Artiklen fortsætter efter billedet

Hillerød Fodbold har, som Bold forstår det, i første omgang afvist buddet.
Victor Dedes, der har været i Hillerød Fodbold siden sommeren 2025, er netop en af de profiler, som Christian Lønstrup fremhævede som en af klubbens profiler.
- Victor Dedes har vist sig at være den bedste på sin position i rækken, lød det.
Gammel kending
Det er ikke første gang i det igangværende transfervindue, at Strømsgodset forsøger at handle i Betinia Liga-klubben.
Den norske klub, der i seneste sæson rykkede ud af den bedste række, præsenterede for nylig Jackie Rasmussen som ny sportschef.
Danskeren, der har været en årrække i netop Hillerød Fodbold, er allerede i gang med at sætte sit præg på den norske klub.
Det har blandt andet betydet, at Jimmy Brinksby har skiftet assistenttrænerrollen i Hillerød Fodbold ud med samme rolle i Strømsgodset.
Nu kan en af Hillerød Fodbolds profiler måske være på vej til at lave samme skifte.
Indtil videre er det blevet til 18 kampe, tre mål og tre oplæg fra Victor Dedes i Hillerød-trøjen.
Den unge back har tidligere spillet ungdomsfodbold i FC København, inden han som ganske ung skiftede til HIK.
Her fik han som U19-spiller debut for førsteholdet, inden han blev solgt til hollandske PEC Zwolle, hvor det dog aldrig blev til debut på klubbens seniorhold.
Siden gik turen tilbage til HIK og derefter Hillerød Fodbold.

Neymar anklaget for overfald
Hattrick | Afsnit 76Neymar har igen skabt overskrifter i Brasilien – denne gang efter et slagsmål til træning midt i jagten på en VM-plads.
Læs mere

Strømsgodset
Betinia Liga
Hillerød



































