2022-10-01 17:04:17

Vanvittig afslutning - SønderjyskE vender 0-2 til 3-2 i overtiden

SønderjyskE sikrede sig tre point mod Nykøbing FC efter en helt vanvittig afslutning, da de vendte 0-2 til 3-2 dybt inde i overtiden i NordicBet Ligaen.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Artiklen fortsætter efter indholdet

1. div - 11. runde

FT

NFC

2 - 3

SØN

30'
1 0
Emil Berggreen
Selvmål
85'
2 0
Luca Kjerrumgaard
Mål
90'
2 1
Emil Berggreen
Mål på straffe
90'
2 2
Marc Dal Hende
Mål
90'
2 3
Rasmus Wikström
Mål

Lørdag skulle SønderjyskE på jagt efter tre vigtige point på udebane mod Nykøbing FC, men kampen fik en noget anderledes optakt.

Gæsterne fra Sønderjylland fik nemlig besked på af dommerne, at de alligevel ikke måtte spille i deres lyseblå trøjer, og derfor måtte de låne et hvidt spillersæt af Nykøbing.

Det var derfor 22 spillere med Nykøbing FC-logoet på brystet, som gik på banen, men det var gæsterne i hvidt, som fik den bedste start på NordicBet Liga-opgøret.

Marc Dal Hende fik nemlig en kæmpe chance efter 15 minutter, da der blev slået en bold i feltet fra højre side, som SE-profilen kom først på, men Jannich Storch fik reddet bolden inde i NFC-målet af to omgange.

Syv minutter senere var den så gal igen, da Emil Frederiksen tog chancen med et skud fra kanten af feltet, men igen var Storch flyvende inde i målet og fik sendt forsøget ud til hjørnespark.

Men efter en halv time var det faktisk værterne fra Nykøbing FC, som fik noget at juble over. Her blev der slået et indlæg i boksen fra højrekanten, hvor det endte med et selvmål fra sønderjyderne.

Artiklen fortsætter efter billedet

NordicBet Liga -Vanvittig afslutning - SønderjyskE vender 0-2 til 3-2 i overtiden
Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix

Så var Nykøbing foran med 1-0, og den føring holdt de frem til pausen, selv om SønderjyskE havde flere store chancer i slutningen. Berggreen var blandt andet tæt på en udligning, da han bankede bolden på stolpen.

Nykøbing holder SønderjyskE fra fadet

Artiklen fortsætter efter annoncen

I anden halvleg skulle Nykøbing så forsvare sejren hjem, men det blev uden Jannich Storch på målet, da han blev udskiftet i pausen til fordel for Morten Bank.

Han formåede dog også at holde et jagtende SønderjyskE-mandskab fra fadet, som gjorde alt, hvad de kunne, for at få sendt udligningen i mål.

Efter 67 minutter fik SønderjyskE-spillerne dog sendt bolden ind i netmaskerne bag ved Bank, da Dal Hende modtog bolden i boksen efter et hjørnespark og sparkede kuglen i kassen.

Der var dog ikke meget at juble over, da dommeren valgte at dømme for et frispark forinden.

SønderjyskE fortsatte med at jagte en udligning, men ud af ingenting slog værterne til nede i anden anden ende.

Fem minutter før tid skabte de nemlig et godt angreb, hvor Emilio Simonsen med hælen leverede bolden til Luca Kjerrumgaard, som resolut bankede kuglen helt op i nettaget.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sikke et mål, men det var slet ikke slut endnu. 

Vanvittig afslutning af SønderjyskE

I overtiden valgte Morten Bank nemlig at bokse en SønderjyskE-spiller i ansigtet i feltet, og dermed fik gæsterne tilkendt et straffespark.

Her var det Emil Berggreen, som fik ansvaret for at reducere, og det fik han gjort. Dermed var stillingen 1-2.

Nykøbing endte dog med at falde fuldstændig sammen, da den igen var gal under et minut senere. Her blev der slået en lang bold op til Marc Dal Hende, som tog bolden til sig og kunne sende udligningen i mål.

Det lignede derfor, at de to mandskaber ville dele i porten, men til allersidst endte SønderjyskE med at snuppe alle tre point.

Her kunne Emil Frederiksen spille Rasmus Wikström helt fri i feltet, og så kunne lejesvenden fra Brøndby sparke sejrsmålet i kassen.

Sikke en afslutning på opgøret, hvor alle fra SønderjyskE gik amok, mens Nykøbing-spillerne faldt til jorden i ren ærgrelse over at have smidt en 0-2-føring i overtiden.

SønderjyskE holder dermed fast i de resterende tophold, da de efter det vilde comeback med 3-2-sejren nu er to point efter Vejle Boldklub på førstepladsen i NordicBet Ligaen.

Artiklen fortsætter efter indholdet

1. div - 11. runde

FT

NFC

2 - 3

SØN

30'
1 0
Emil Berggreen
Selvmål
85'
2 0
Luca Kjerrumgaard
Mål
90'
2 1
Emil Berggreen
Mål på straffe
90'
2 2
Marc Dal Hende
Mål
90'
2 3
Rasmus Wikström
Mål

26 kommentarer

Læs alle kommentarer
annonce
annonce
annonce

Seneste nyheder

annonce
0