




En særdeles kedelig sag har lørdag udspillet sig på Gladsaxe Stadion i kampen mellem AB og Middelfart i 2. Division.
AB-keeper Marcus Bobjerg blev udvist i det 23. minut for at være homofobisk mod Jacob Linnet i forbindelse med et hjørnespark.
Bold har efterfølgende taget en snak med Middelfart-spilleren.
- Det var et hjørnespark, og jeg havde den rolle, hvor jeg skulle stå og kæmpe lidt med målmanden.
- Han væltede så og kom farende op i hovedet på mig efter hjørnesparket, og så fik han kaldt mig "svans" tre gange, mens dommeren stod lige ved siden af, fortæller Linnet til Bold og fortsætter.
- Dommeren hørte det og gav så et rødt kort, hvilket var helt korrekt.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Det var i kampens hede, og han har stået og ventet på mig ude foran omklædningsrummet, hvorefter han sagde pænt undskyld, lyder det fra Middelfart-spilleren.
Oplevede du det som homofobisk?
- Ja, det gjorde jeg, for det er jo et skældsord, der er brugt i den sammenhæng tidligere.
- Så det er jo sådan ordet er ment. Han sagde så efter kampen, at han mente det som "slapsvans", men det var ikke det, som han fik sagt, så det er helt korrekt, at dommeren dømte det, fortæller Linnet til Bold.
I forbindelse med udvisningen fik Jacob Linnet selv et gult kort.
- Tror han er en fin fyr
På trods af situationen har Jacob Linnet det fint efter kampen, som Middelfart vandt 3-1.
- Jeg er ikke sådan en, der bliver stødt eller ramt over den slags, og jeg har oplevet og været vant til værre på en fodboldbane, men det er blevet sådan, at der skal statueres eksempler, så vi kan komme det til livs.
- Så er det sådan, at det bliver nødt til at være i en periode, selv om jeg egentlig tror, at Bobjerg er en rigtig fin fyr.
- Det viste han ved, at han kom efter kampen og undskyldte, og at han godt vidste, at han havde dummet sig efter at have talt over sig i kampens hede, siger Jacob Linnet.
Linnet fortæller også, at han ikke håber, at Bobjerg bliver straffet med mange karantænedage.
Undskylder
Efter lørdagens kamp har AB sendt en video ud på sociale medier, hvor Marcus Bobjerg undskylder for sin opførsel.
- Kære AB-fans. Jeg er virkelig ked af det og undskylder mange gange for mit røde kort. Det var ikke på sin plads overhovedet, og jeg vil gerne understrege, at der ikke var noget homofobisk i det fra min side.
- Jeg var slet ikke klar over, at ordet ”slapsvans” havde en homofobisk betydning. Jeg vil gerne sige undskylde til modstanderholdets spiller og alle drengene inde i omklædningsrummet for at svigte dem.
- Det er virkelig en træls situation, og jeg er meget berørt lige nu, siger målmanden til AB's kanaler.
26-årige Marcus Bobjerg har en fortid i AC Horsens, som han spillede 11 Superliga-kampe for.

AB
Middelfart Boldklub
CampoBet 2. division

































