Den 23-årige Esbjerg-angriber Mathias Jørgensen er ikke i tvivl.
Han vil til AaB, og det vil han nu. Så klart lyder det fra hovedpersonen selv i et interview med JydskeVestkysten.
- Jeg er bekendt med, at der er en dialog mellem EfB og AaB, og jeg er bekendt med nogle konkrete bud, som jeg finder attraktive. Og jeg håber stadig på, at begge parter finder en løsning, fortæller han til mediet.
I interviewet fortæller angriberen samtidig, at han ikke ønsker at forlænge sin kontrakt i det vestjyske.
Afvist bud
bold.dk kunne for et par uger siden fortælle, at Esbjerg havde afvist AaB's første bud på den 23-årige angriber, og siden er der landet flere bud i vestjydernes indbakke, men svaret har været det samme hver gang.
Ifølge bold.dk’s oplysninger ligger det seneste bud flere hundredetusinde kroner over de 1,2 millioner, som Esbjerg i første omgang afviste.
Jens Hammer, der er administrerende direktør i Esbjerg, bekræftede i den forbindelse over for bold.dk, at klubben har takket nej til det seneste bud fra Nordjylland.
- Det, vi kan sige, er, at vi senest har afvist et tilbud fra AaB, fordi det ikke var interessant for os. Det er der, den står, lød det.
Læs mere om det her.
Mathias Jørgensen har kontrakt med Esbjerg til udgangen af 2024. I indeværende sæson har han noteret sig for 10 mål og 13 assist på 17 kampe.

AaB
Esbjerg fB
CampoBet 2. division


































