Viborg FF's U19-hold har haft en fremragende sæson, da holdet vandt U19 Divisionen.
En af spillerne bag den store succes er Gustav Overgaard Hansen, der var anfører for holdet.
På trods af den store succes, der også kastede fem kampe af sig i Reserveligaen, har Hansen dog valgt at forlade Viborg efter denne sæson.
Han skal i stedet for spille for AB i 2. division i den kommende sæson.
18-årige Gustav Overgaard Hansen siger til bold.dk, at han allerede i efteråret traf sin beslutning om at rykke til København for at studere jura på Københavns Universitet.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Jeg har altid prioriteret skole meget højt, så jeg var ikke i tvivl om, da jeg gik ud af gymnasiet i Viborg, at jeg skulle i gang med noget så hurtigt som muligt. Der er en del flere uddannelser i København end i Viborg, og så faldt det i hak, siger Gustav Overgaard Hansen til bold.dk og tilføjer:
- København var mest interessant, og der er mange klubber derovre, så det kunne passe, at man kunne spille fodbold på et relativt højt niveau.
Ved du, om Viborg gerne vil have, at du skulle fortsætte?
- Det blev aldrig klart defineret, fordi jeg valgte forholdsvis tidligt i min U19-tid, at jeg ville gøre mit gymnasium godt færdigt fremfor at træne med førsteholdet i VFF.
- Jeg tror, at det var i efteråret som andenårs-U19, og der havde jeg gjort det en gang før, men der sagde jeg, at det skulle være slut med at træne med førsteholdet, så jeg kunne gøre skolen færdig.
- Der har ikke været en dialog efter, da jeg hurtigt fandt ud af, at jeg ville flytte til København, når jeg var færdig som U19-spiller.
Viste Viborg forståelse for din beslutning?
- Ja, den har altid respekteret, at man prioriterer skolen meget højt, så jeg har ikke noget ondt at sige om Viborg, og jeg kan stadig lide klubben.
Meget værdsat
Gustav Overgaard Hansen slår fast, at han havde en rigtig god tid i Viborg, og klubben står hans hjerte nært. Skiftet til AB skal både ses i både et uddannelses- og sportsligt perspektiv, siger forsvareren.
- Jeg har altid følt mig meget værdsat i Viborg, og jeg kom faktisk rigtig tidligt op at træne med deres førstehold på mit andet år i gymnasiet. Jeg sagde til at starte med, at det ville blive for meget at skulle kombinere skolen og træne med førsteholdet.
- Jeg kom stille og roligt tilbage til det i 3. g., og så valgte jeg henimod jul, at jeg hellere ville færdiggøre gymnasiet på en god måde fremfor at jonglere med at gå fra skolen for at spille fodbold. Jeg føler altid, at der har været forståelse og en accept af mit valg, siger Gustav Overgaard Hansen til bold.dk.
Den nye AB-spiller stod for hele syv mål og to oplæg i 27 kampe for Viborgs U19-hold i den seneste sæson. Han nåede at få debut for Viborg i pokalen mod MorsØ FC 1. september 2020.
Gustav Overgaard Hansen kan få officiel debut for AB, når Gladsaxe-klubben møder FB i pokalen onsdag 3. august.

AB
Viborg FF
CampoBet 2. division
FK Viborg U19





































