Det er en Champions League-billet, der de kommende to onsdage spilles om.
Derfor er der både millioner og prestige på spil, når FC København og FC Basel brager sammen i playoffrunden til verdens største klubturnering.
Alligevel er de to klubbers optakter langt fra den samme.
Som tilfældet har været tidligere i kvalifikationen, lider FC København fortsat under det tætte kampprogram, der eksisterer i dansk fodbold.
Et problem, som særligt cheftræner Jacob Neestrup med opbakning fra flere andre trænerkollegaer i Superligaen, har italesat igen og igen.
For der er fortsat tryk på for løverne, der fredag aften møder FC Nordsjælland i Farum, mens de imellem de to kampe mod FC Basel får besøg af OB i Superligaen.
Artiklen fortsætter efter billedet

Det adskiller sig ganske markant fra, hvordan Xherdan Shaqiri og co. skal i aktion.
FC Basel spillede senest i søndags, hvor de tabte 1-3 til Lugano i ligaen, og deres næste ligakamp finder først sted den 30. august.
Den eneste anden opgave rundt om de altafgørende opgør i Champions League-kvalifikationen finder sted på lørdag, hvor FC Basel møder amatørholdet FC Biel-Bienne fra den tredjebedste række i pokalturneringen.
Det er en gentagelse af sidste års pokalfinale, som Biel-Bienne på sensationel vis fik spillet sig frem til, inden de tabte 1-4 til storklubben.
Derfra har de schweiziske mestre fuldt fokus på FC København-kampene.
Stor forskel
I dansk fodbold har klubberne et krav på fire nætter mellem kampene i de sidste kvalifikationsrunder, hvis man spiller om et europæisk gruppespil.
Forud for det første opgør i Basel vil FC København have fem nætter til at hvile, mens der vil være fire nætters ro inden returopgøret i Parken.
Men cheftræner Jacob Neestrup har flere gange understreget, at han ikke har noget imod at spille flere kampe i træk med 3-4 dages mellemrum.
Problemet opstår, når der er tale om hele 13 kampe i træk uden én eller to pauser undervejs, hvor konkurrenterne i de andre ligaer får mulighed for at hvile.
Det gjorde han blandt andet klart forud for de to opgør mod Malmö FF, hvor svenskerne fik rykket deres ene ligakamp, så de fik en pause og bedre tid til at forberede sig til det første opgør.
- Jeg har ikke noget problem med et tæt program, og både Claesson og Elyounoussi, som sidder her, kan spille tre, fire eller fem kampe i træk. Men 13? 13 kampe som en af de eneste ligaer i Europa af dem, vi sammenligner os med.
Det var i den forbindelse, at Jacob Neestrup blandt andet kaldte det ‘et dansk selvmål’.
Når det første opgør på St. Jakob-Park i Basel spilles, vil hjemmeholdet tage hul på deres sjette opgør i sæsonen, mens det for FC Københavns vedkommende er kamp nummer 10 uden et reelt break.
FC København møder FC Nordsjælland fredag klokken 18.00, inden det onsdag går løs på udebane mod FC Basel i playoffrunden til Champions League.

FC København
Basel
CL-kval





































