Optakten til de to Champions League-brag mellem FC København og Malmö FF er for alvor gået i gang.
Politiet på begge sider af Øresund har meldt ud, hvordan de vil forsøge at bevare roen til de to opgør, som baner vejen til playoff-runden.
Mens myndighederne er ved at være klar til kampene, er der med fire dage til opgøret i Malmø stadig tvivl om, hvordan kampen streames.
Som det står lige nu, ejer FCK rettighederne til sin hjemmekamp, mens Malmö FF har rettighederne til kampen i Sverige.
Derfor vises opgøret på Eleda Stadion i Malmø på MFF Play - Malmö FF's egen streamingservice, mens opgøret i Parken vises på FCK TV.
Begge tjenester kunne ellers have vist begge kampe.
Artiklen fortsætter efter billedet

Men FC København oplyser fredag eftermiddag på sin hjemmeside, at klubben ikke er lykkedes med at komme i mål med vilkårene for en byttehandel med Malmö FF.
FC København skriver, at de i denne forbindelse har rådført sig med en ekstern rettighedsekspert.
Inden meddelelsen fra FCK landede, var Bold i kontakt med Malmö FF.
Malmö FF oplyste til Bold, at de har tilbudt FCK en direkte byttehandel således, at FCK også kunne sende udekampen på FCK TV, mens Malmö FF også havde kunnet sende kampen i Parken på MFF Play.
Den mulighed har FCK dog takket nej til ifølge Malmö FF.
Malmö FF oplyser yderligere, at de med garanti kommer til at vise sin hjemmebanekamp på MFF Play.
- Vi er en medlems-ejet forening og ikke et aktieselskab, og derfor er det vores pligt at træffe den bedste beslutning for Malmö FF’s medlemmer - ikke kun ud fra et økonomisk perspektiv, men også hvad angår deres mulighed for at se begge kampe på en god måde, oplyser MFF til Bold.
Det er dog stadig muligt, at de sælger kampen til det danske marked, men som det står lige nu, er den ikke købt af en dansk udbyder:
- Hvis vi får et tilbud fra Danmark, som er et bedre alternativ for os og vores medlemmer end selv at streame til Danmark, så har vi intet problem med at sælge rettighederne til det danske marked, oplyser MFF.
Ingen geoblock på MFF Play
Det betyder, at hvis ikke der er en dansk udbyder, som køber de danske rettigheder til opgøret i Malmø, så kan det kun ses på MFF Play.
Malmö FF har dog ikke tænkt sig at geoblocke opgøret i det tilfælde.
Det vil i stedet være muligt for danske kunder at købe adgang til kampen og se den på MFF Play fra en dansk internet-adresse.
Malmö FF oplyser til Bold, at de endda vil hyre danske kommentatorer til kampen, hvis de ender med at vise den i Danmark, fordi den ikke er blevet solgt til det danske marked.
Bliver kampen købt af en dansk udbyder, vil det kun være muligt for kunder i Sverige at se Malmös hjemmekamp på MFF Play. Danske kunder skal i stedet se den hos den udbyder, som har købt de danske rettigheder.
Det koster 99 svenske kroner at købe adgang til MFF Play - det svarer til 66 danske kroner.
FCK skriver på sin hjemmeside, at Malmö FF i første omgang ikke har ønsket at sælge rettighederne til FCK, der dog har meddelt Malmö FF, at de fortsat ønsker en dialog om køb af rettighederne til kampen i Malmø.
Første kamp spilles tirsdag d. 5. august på Eleda Stadion i Malmø, og der er kampstart klokken 19:00.
Returen afvikles en uge senere i Parken, hvor der er kampstart klokken 20:00.


FC København
Malmö FF
CL-kval

































