FC København gæster onsdag aften FC Basel i playoff-runden til Champions League.
Her forventes flere af løvernes fans at tage turen til alpelandet for at overvære den spændende kamp mod de schweiziske mestre.
For Simon Hvillum har optakten dog været alt andet end god.
Den 22-årige FCK-fan blev således frarøvet flere af sine ejendele, da han mandag aften befandt sig alene i Basel.
Det fortæller han til Bold.
- Jeg landede sent i Basel i går aftes (mandag, red.). Efter jeg kom ind til byen, skulle jeg lige have noget at spise og går derefter hen til mit hotel, som ligger i nærheden af banegården.
- Lidt før jeg når hotellet, er der så to drenge, som kommer hen imod mig. Det tænkte jeg var lidt skørt, fordi der ikke rigtig var andre mennesker. Så begynder de på lidt aggressivt schweizisk og tysk at bede mig om at tage min FCK-trøje af.
- Det var selvfølgelig ikke så fedt, men jeg måtte jo gøre, hvad de bad mig om, så jeg kunne undgå at få en på lampen. Hvis det skete, ville der jo ikke være nogen garanti for, at jeg kunne komme ind at se fodbold.
- Så jeg gjorde, hvad de sagde. Og så havde jeg også en rygsæk med, hvor der var nogle andre t-shirts og andet FCK- og Hamborg-merchandise. Så de får også taget de to andre t-shirts, som jeg havde i tasken, en bøllehat og et halstørklæde, fortæller han.
Advarer sine medfans
Simon Hvillum gætter på, at gerningsmændene hører til det uofficielle fanmiljø i Basel.
- Jeg tænker, at det var Basel-fans - eller jeg ved ikke, om man kan kalde dem fans. Det var nogle uofficielle fans, hvis jeg skal sige det på den måde.
Har du anmeldt episoden til det schweiziske politi?
- Nej. Jeg kiggede rundt bagefter, og der var ikke noget overvågning, vidner eller noget som helst.
- Så jeg ved sgu ærligt talt ikke, hvad de skulle gøre ved det. De kan jo alligevel ikke identificeres.
- Jeg må også indrømme, at det måske var dumt at tage alene afsted. Men jeg tænkte, at det bare var Schweiz. Det havde jo været noget andet, hvis det nu var i Østeuropa eller lignende, fortæller Simon Hvillum til Bold.
Den 22-årige FCK-supporter har allerede advaret flere af sine medfans om risikoen ved at bevæge sig alene rundt i Basel forud for kampen, fortæller han.
Opgøret mellem Basel og FC København spilles onsdag aften klokken 21:00.


FC København
Basel
CL-kval



































