




Bodø/Glimt stod onsdag aften foran det første af to møder i kvalifikationen til Champions League mod Zalgiris fra Litauen, og det blev en målrig affære, hvor de norske mestre delte tørre tæsk ud til deres gæster.
I første halvleg var det først Hugo Vetlesen, der bragte hjemmeholdet foran på straffespark efter en halv times spil, inden Amahl Pellegrino udbyggede til 2-0 bare tre minutter senere.
Sådan gik de to hold til pause, hvor gæsterne nok havde en del at snakke om, men i anden halvleg blev det endnu værre for litauerne.
Her gjorde Lars Salvesen det nemlig først til 3-0 for hjemmeholdet, inden Marius Hoibraaten kort efter sørgede for 4-0 til værterne også.
Artiklen fortsætter efter billedet

Så skulle man ligesom tro, at festfyrværkeriet blev indstillet her, men i overtiden af kampen havde nordmændene endnu en scoring i sig, da indskiftede Runar Espejord også lige skulle på tavlen.
5-0 endte det første af to opgør dermed i sidste ende, og gæsterne fra Zalgiris glæder sig nok ikke voldsomt til at skulle byde velkommen til Bodø om en lille uge til returkampen.
Danske Japhet Sery Larsen var ikke med til kampen, da han døjer med skadesproblemer.