Vinteropstarten har budt på defensive panderynker i FCK.
Jacob Neestrups tropper har lukket 12 mål ind over seks træningskampe, hvilket ikke er godt nok ifølge nytilkomne Scott McKenna.
Det erkendte den skotske stopper over for Bold og den øvrige fremmødte presse efter søndagens FCK-træning, der blev brugt til at forberede tirsdagens Champions League-ottendedelsfinale mod Manchester City.
McKenna udpegede desuden det punkt i defensiven, som ifølge ham har haltet mest.
- Vores måde at forsvare os imod dødbolde har været en stor skuffelse. Vi har arbejdet hårdt på det for at få rettet fejlene.
- 5-4-kampen mod Elfsborg var ikke ideel. Vi vil altid komme til at score mål med de spillere, vi har, men vi er nødt til at organisere os bedre defensivt, siger McKenna.
Artiklen fortsætter efter billedet

Jelert stemmer i
McKennas holdning møder opbakning fra holdkammeraten Elias Jelert.
Han mener dog ikke, at FCK behøver at opfinde den dybe tallerken for at løse problemerne omkring de defensive dødbolde.
- Der er ikke andet for, end at vi bare går ind og tager vores mand. Den er ikke længere, siger Jelert.
Den unge højre back hæfter sig desuden ved, at holdet har for vane at præstere godt i defensiven, når der er tale om kampe af europæisk karakter.
- Vi lukkede for mange mål ind imod Elfsborg, men imod Molde så det godt ud. Det var meget mere stabilt, så det var godt, at det var den kamp tættest på City-kampen.
- Vi har set solide ud defensivt i de europæiske kampe, så lad os håbe, at det bliver ved.
Tirsdagens kamp mellem FCK og Manchester City fløjtes i gang klokken 21:00.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
FC København
Manchester City
Champions League






































