


Malmö FF røg onsdag aften ud af Champions League-kvalifikationen.
De svenske mestre skuffede fælt, da de over to kampe tabte med hele 0-3 til det litauenske mandskab Zalgiris, der ifølge den danske Malmö-spiller Anders Christiansen ganske enkelt var bedre over 180 minutter.
Det fortæller han i et interview med Aftonbladet efter onsdagens skuffelse.
- På papiret tænker man, at hold fra Litauen, Island og Finland skal køres over, men det er de helt små marginaler, som tæller i de her kvalifikationsrunder, siger han og fortsætter.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Det var en virkelig tung aften. Vi tabte til et hold, der var bedre end os over 180 minutter. De overpræsterede måske en smule, mens vi bestemt ikke levede op til vores normale niveau, siger AC.
Anders Christiansen blev i øvrigt sendt i bad før tid i nederlaget til Zalgiris, da han i det 78. minut modtog sit andet gule kort i opgøret.
Onsdagens exit fra Champions League-kvalifikationen sender Malmö FF over i Europa League-kvalifikationen.
Her skal de møde Dudelange fra Luxembourg.