





Sporting var tirsdag aften på besøg hos Marseille i tredje runde af Champions League-gruppespillet.
Gæsterne havde fået en fornem start med to sejre i ligeså mange kampe og indtog dermed førstepladsen i Gruppe D før tirsdagens kamp.
Marseille havde derimod ikke formået at hente ét eneste point, og der var derfor lagt i kakkelovnen til et opgør mellem top og bund.
Der skulle heller ikke gå mere end 50 sekunder før Sporting bragte sig foran, da Barca-lejesvend Trincao modtog bolden på kanten, tog den med sig ind i banen og krøllede den flot ind ved fjerneste stolpe.
Marseille ville dog også lege med, og efter 13 minutters spil kom udligningen, da Sporting-keeper Antonio Adan forsøgte sig med et kikset udspark, der ramte Alexis Sanchez og gik i nettet.
Adan fortsatte med at se usikker ud, og tre minutter efter sendte han igen et forkølet udspark afsted, som blev opsnappet og sendt over til Jonathan Clauss. Han kiggede derefter op og sendte et skarpt indlæg ind i panden på marokkanske Amine Harit, der pandede den flot i kassen.
Artiklen fortsætter efter billedet

Men mareridtet var ikke slut for Antonio Adan. Efter 22 minutter kom han på noget af en skovtur, da han jagtede en bold uden for feltet og tog med hænder.. Han fik derfor direkte rødt kort, og Sporting skulle dermed spille resten af kampen med en mand i undertal.
Det kunne man tydeligt se efterfølgende, og der gik også kun fem minutter før Marseille bragte sig yderligere foran, da Leonardo Balerdi kom højest på et hjørnespark og headede den i kassen til 3-1, hvilket også blev pausestillingen.
Man kunne efter pausen hurtigt se, at det ville blive en mere taktisk affære.
Det franske hjemmehold satte sig helt naturligt på boldbesiddelsen, men havde svært ved at skabe de samme store muligheder, som de gjorde før pausen.
Efter 73 minutter var de dog tætte på, da Nuno Tavares opsnappede bolden og sendte et langskud lige forbi stolpen.
Marseille fortsatte derefter med at mose på, og målet kom fem minutter før tid, da Chancel Mbemba modtog bolden i feltet, lavede en skudfinte og sendte den køligt i kassen til 4-1, hvilket også blev slutresultatet.
Marseille snuppede dermed sin første sejr i dette års Champions League.
Ingen kommentarer
I øjeblikket er der ingen kommentarer til denne artikel. Vær den første til at kommentere.
Skriv kommentar