December byder traditionen tro på julekalender på Bold, og i år stiller vi skarpt på fodboldtrøjer og fortæller de sjove, skøre og opsigtsvækkende historier.
Hvilken trøje har spillerne byttet sig til, hvilken stjerne jagtede de forgæves et trøjebyt med, hvilken trøje betyder noget helt særligt for dem og meget andet.
Et helt særligt trøjebyt for Nicolai Boilesen gjorde, at han få år senere kom i fokus i spanske medier.
Boilesen kan se tilbage på en stor karriere, hvor han faktisk ikke havde det store ønske om at bytte trøjer med sine modspillere.
Men en speciel oplevelse fik ham på andre tanker.
18. september 2013 måtte Boilesen få ordene 'Må jeg få din trøje' ud af sin mund efter slutfløjt.
- Det var Lionel Messi. Jeg måtte spørge ham, men det var ikke helt nemt, griner Nicolai Boilesen.
Ikke Boilesens stil
Nicolai Boilesen har lagt støvlerne på hylden og er i dag ekspert på TV 2 samt assistenttræner på det danske U16-landshold.
Han nåede gennem sin aktive karriere flere store oplevelser med Danmark, FC København og Ajax. Og det er tiden i Amsterdam, hvor Boilesen fik nogle spændende trøjer til samlingen.
Det var dog ikke noget, som Boilesen jagtede aktivt.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Det har faktisk ikke fyldt alverden for mig. Det har mest været, hvis det har været nogen, jeg har kendt eller spillet med eller imod tidligere i min karriere. Når jeg har mødt dem, så har jeg byttet, hvis det har givet mening, og man har været venner.
- Så har der så været de her Champions League-kampe en gang imellem, hvor der har været noget specielt, hvis det passede ind for mig.
- For mig handlede det nemlig om, at det ikke skulle være noget, der var forceret, eller at jeg skulle løbe på tværs af banen for at spørge en.
For Boilesen skulle det give mening og ske i et organisk øjeblik, når han alligevel stod ved sin modstander.
Men der har været kampe, som har været ekstra specielle for Boilesen, da det var store modstandere samt idoler. Det har fået ham til at spørge om trøjer.
- Den største, jeg har spurgt, det var Messi, da vi spillede på Camp Nou i en Champions League-kamp. Han lavede hattrick imod os, og vi tabte 0-4.
- Jeg spillede faktisk hele kampen igennem, men det var på venstre kant sjovt nok. Så jeg var ikke i nærheden af Messi i det meste af kampen.

foto: Gustau Nacarino/Reuters/Ritzau Scanpix
Men de sidste 10 minutter af kampen endte Boilesen nede som venstre back. Da kampen sluttede, endte han faktisk med at stå lige ved siden af den argentinske verdensstjerne.
- Vi skulle på tværs af hele banen for at komme ned til omklædningsrummet. Så jeg tænkte: 'Okay, jeg får ikke en større mulighed nu'.
Derfor valgte Boilesen at gøre det, som han aldrig rigtig havde overvejet at gøre.
- Jeg spurgte ham, og så fik han på gebrokkent engelsk peget hen mod tunnelen og sagde, at vi kunne gøre det indenfor. Allerede der kan jeg huske, at jeg tænkte: 'Ej, det skulle jeg aldrig have spurgt om. Det kommer aldrig til at ske. Jeg skulle have ladet være'.
Men det blev værre endnu for Boilesen, da han inden spillertunnellen blev kaldt til side. Han skulle lave interview med rettighedshaverne.
- Jeg blev hevet direkte ind til et interview med Luna, vores allesammens Luna Christofi, fordi de havde Champions League-kampen. Så måtte jeg lave det interview.

Nicolai Boilesen nåede at spille flere gange mod FC Barcelona i sin tid i Ajax. Foto: Michael Kooren/Reuters/Ritzau Scanpix
Havde opgivet Messi
Efter interviewet med rettighedshaverne måtte Nicolai Boilesen indse, at han havde misset sin mulighed.
Der var gået alt for lang tid, så hvorfor skulle Lionel Messi dog vente på den danske back. Men Boilesen blev klogere.
- Jeg skulle op ad de 100 trappetrin, som Barcelona havde på Camp Nou for at komme op til omklædningsrummet. Der stod Lionel Messi sgu og ventede på mig med sin trøje i hånden.
- Jeg var totalt chokeret over det, fordi jeg havde allerede afskrevet den. Så stod han bare og ventede, som var endnu vildere. Det var god stil. Det havde han overhovedet ikke skulle bruge et sekund på.
- Det ender faktisk med, at jeg tager imod hans og siger tak til ham.
Men så blev Boilesen stoppet af Messi.
- Så stod han bare og kiggede lidt mærkeligt på mig, indtil jeg tænkte, at han selvfølgelig også ville have min trøje. Det havde jeg slet ikke tænkt over, griner Nicolai Boilesen og tilføjer.
- Jeg tog den hurtigt af og gav den til ham og sagde tak. Jeg kan huske, at jeg på hele flyturen hjem nærmest sad med den i hånden og passede på den. Jeg sørgede for, at den var med i min håndbagage, så der ikke skete noget med den.
Blev kimet ned af spansk medie
Lionel Messis trøje betyder meget for Nicolai Boilesen.
Den aften på Camp Nou er trods nederlaget stadig en, som Boilesen kan se tilbage på med glæde. Men trøjebyttet med Messi endte med at sende Boilesen i fokus.
Det skete endda fem år efter.
- Jeg har altid lavet sjov med og sagt, når folk har set min Messi-trøje, at Messi selvfølgelig har min hængende et sted. Det har kun været spas og løjer, men så lagde Messi det billede op på sin Instagram.
Messi valgte at vise sin imponerende trøjekollektion frem på et billede, hvor man kunne se alverdens trøjer, som argentineren havde byttet sig til.

Foto: Privat/Lionel Messi
Og nede i bunden af billedet var der en trøje, som Boilesen kunne genkende.
- Rigtigt nok, så lå der en Boilesen-trøje nede i glasgulvet. Han havde sgu taget den med hjem og ikke bare smidt den ud.
- Det var superfedt. Det er der ingen tvivl om. Det er for mig at se den bedste fodboldspiller, der har levet på den her jord. Så selvfølgelig synes jeg da, at det var specielt.
Men det blev endnu vildere for Boilesen, som nu blev kontaktet af spanske medier.
- Det hele var lidt surrealistisk, fordi min telefon har aldrig nogensinde bimlet og bamlet så meget som den dag. Jeg blev blandt andet ringet op af den spanske avis MARCA. Jeg anede ikke, hvor de havde fået mit nummer fra, men de ville have en kommentar fra mig.
- Det var en kæmpe nyhed i Spanien, at Messi viste noget af sit privatliv og de her trøjer frem. Det var bare en sjov tid lige i det moment, at han faktisk havde gemt min trøje og vist den frem.
Messis billede fik en masse opmærksomhed, og derfor måtte Boilesen selv på banen.
- Så lavede jeg selv lidt sjov med det, kan jeg huske. Jeg havde indrammet den. Det er ikke særlig mange af dem, jeg har byttet, jeg har indrammet, men lige hans tænkte jeg nok var meget fedt at få indrammet.
- Så tog jeg den frem, og jeg husker, at jeg skrev et eller andet på Instagram med, at nu var jeg også nødsaget til at hænge hans op. Selvfølgelig skrevet med den dybeste respekt, griner Nicolai Boilesen.

Foto: Privat/Nicolai Boilesen

Skandaløse scener i Parken: Pinligt for FCK
Hattrick | Afsnit 82FC Midtjylland er danske pokalmestre anno 2026. Ulvene vandt torsdag finalen med 1-0 over FC København, og det er meget sæsondefinerende for begge klubber.
Læs mere
Ajax
Barcelona
Champions League





































