




I Champions Leagues Gruppe E var Feyenoord og Celtic i intern duel i Rotterdam, mens Lazio og Atletico dystede i rundens anden kamp i Rom.
Danske Matt O’Reilly havde en startplads for Celtic, som lagde ud i fin form mod de forsvarende hollandske mestre på De Kuip.
Første halvleg forløb ganske jævnbyrdigt, hvor den velsagtens største chance i ordinær spilletid tilfaldt Celtics Daizen Maeda, som blev reddet på en friløber af Timon Wellenreuther.
Det lignede også en halvleg uden mål, men en snorksovende defensiv mur og uopmærksom Joe Hart blev dyr i tillægstiden.
Calvin Stengs fik chancen på et frispark fra godt 25 meters afstand, og da muren var hullet og Joe Hart stod malplaceret, blev det til en 1-0-føring til værterne på det værst tænkelige tidspunkt.
Det var også pausestillingen.
Artiklen fortsætter efter billedet

To røde til Celtic og to mål til Feyenoord
Midtvejs i halvlegen så det pludselig rigtig svært ud for Celtic, da Gustaf Lagerbielke fik sit andet gule kort for en høj arm i feltet på Igor Paixao, som samtidig gav et straffespark til værterne.
Her var Joe Hart på pletten, og han snuppede det svage straffespark fra netop Paixao.
Det skulle dog blive meget værre for Celtic minutter senere, da endnu en skandinav fik marchordre.
Denne gang var det Odin Holm, som blot havde været på banen i ti minutter, der så rødt for en voldsom tackling i knæhøjde.
Altså var Celtic gået fra 11 til ni mand på fire minutter, og Feyenoord lykkedes sågar med at få scoret på et efterfølgende indøvet frispark, men VAR annullerede den scoring.
Det ændrede ikke på, at Celtics ni mand de facto var et åbent hus, og tredje gang var lykkens gang, da indskiftede Alireza Jahanbakhsh kunne opsamle en nedfaldsbold og banke den i kassen til 2-0 et kvarter før tid.
Symptomatisk for kampen fik Feyenoord endnu et mål annulleret i tillægstiden for offside, og dermed sluttede det med en 2-0-sejr til hollænderne.