




Umiddelbart er Luis Suarez ikke den spiller, man tænker mest på, når QPR og West Bromwich møder hinanden i Championship.
Alligevel fik en situation i onsdagens kamp mellem de to mandskaber tankerne til at falde på VM 2010.
Dengang diskede Luis Suarez op med en redning, der udover at få ham sendt ud, sørgede for, at Ghana ikke kom foran mod Uruguay i kvartfinalen. Uruguay vandt den efterfølgende straffesparkskonkurrence.
Selv om det ikke var helt så dramatisk i onsdagens opgør, blev et mål også forhindret med armen. Af en der ikke havde handsker på vel at mærke.
I starten af anden halvleg headede QPR på mål, men bolden blev reddet til hjørne. Problemet var bare, at det var stopper Cedric Kipre, der stod for redningen.
Artiklen fortsætter efter billedet

Kampens dommere opdagede intet, hvorfor spillet forsatte, som om intet var hændt, og QPR fik et hjørnespark i stedet for et straffe.
Det lignede faktisk heller ikke, at QPR-spillerne så det, for der var ikke de store protester, man ellers kunne have forventet.
Da der ikke er VAR i Championship, fik Kipre hverken gult eller rødt kort. Han spillede alle 90 minutter af kampen.
På trods af det manglende straffespark fik QPR udlignet, og kampen sluttede 2-2. Lucas Andersen noterede sig for en assist i deleren.
Se den spøjse situation i videoen over artiklen.


West Bromwich
Queens Park Rangers
Championship
































