I weekenden mødtes Portsmouth og Southampton i det traditionsrige South Coast-derby.
Opgøret endte 1-1 mellem de to mandskaber, men det er ikke spillet på banen, der har trukket overskrifterne efter kampen.
I en erklæring på Portsmouths hjemmeside oplyser klubben, at der fandt en række "kriminelle handlinger" sted under opgøret.
- Skuffende nok omfattede disse lovovertrædelser blandt andet, at tilskuere trængte ind på banen. Én person er allerede blevet sigtet og løsladt mod kaution og skal møde i Portsmouth Magistrates’ Court i marts. Derudover er yderligere to personer blevet anholdt, skriver klubben.
- Der var desuden flere episoder, hvor genstande og pyroteknik uansvarligt blev kastet fra tribunerne og ind på banen – en kriminel handling, som bringer sikkerheden i fare.
- Mest bekymrende var det, at en af disse genstande eksploderede med et højt brag, hvilket medførte, at en ung bolddreng måtte modtage lægebehandling, ligesom et medlem af personalet pådrog sig forbrændinger.
Championship-klubben er tidligere blevet straffet af det engelske fodboldforbund for baneinvasion og modtog dengang en bøde på 50.000 pund ifølge BBC.
I den forbindelse frygter klubben en kommende pointstraf.
- Det Engelske Fodboldforbund (FA) har desuden tidligere advaret klubben om dens fremtidige adfærd, hvilket betyder, at enhver yderligere overtrædelse kan medføre yderligere sanktioner – som ikke nødvendigvis kun vil være økonomiske.
Afslutningsvis oplyser Portsmouth, at der er indledt en politiefterforskning efter kast med pyroteknik fra tilskuerpladserne.
Det engelske fodboldforbund har endnu ikke meldt ud, hvilke sanktioner klubben eventuelt kan blive ramt af.

Portsmouth
Southampton
Championship



































