Verdens dyreste fodboldkamp: Marcondes blackoutede

Verdens dyreste fodboldkamp.

Det er svært at oversælge betydningen af den kamp, som skal spilles lørdag eftermiddag på Wembley.

Den tredje og sidste oprykker til Premier League skal findes, og forskellen på at blive i Championship eller at opnå oprykning er enorm.

TV- og sponsorindtægterne kommer til at eksplodere for klubben, der opnår oprykning, og i britiske medier bliver der skrevet, at værdien for klubben, der vinder, løber op i over en milliard kroner.

Presset er næppe blevet mindre i år, hvor 'spygate' har gjort, at det er Middlesbrough og ikke Southampton, der står over for Hull i kampen på Wembley.

Oprindeligt spillede Southampton sig til finalen, men fordi klubben er blevet taget i at udspionere tre gange i løbet af sæsonen, og det inkluderer før semifinalen mod Middlesbrough, så er de blevet taberdømt af EFL. 

Oveni hatten har de også fået en pointstraf til næste sæson, som betyder, at de starter i minus fire. 

Straffen er en af mest bemærkelsesværdige i engelsk fodbold nogensinde. 

I forbindelse med den kommende finale har Bold taget en snak med Emiliano Marcondes, der har erfaringer på godt og ondt. 

Med Brentford har han både prøvet at tabe og vinde finalen. Ved triumfen scorede han endda det ene mål i 2-0-sejren over Swansea.

- Jeg husker det som rigtig nervøst. Mest første gang. Der er så meget på spil, og der er så mange mennesker, der kommer med en kommentar.

- Man får beskeder fra hele verden nærmest. Også af folk der ikke nødvendigvis går særlig meget op i fodbold.

- Som spiller ved man, hvor mange penge der er på spil, og det fanger virkelig folks opmærksomhed.

- Man får det i hvert fald at vide, og folk spørger, om man ikke er nervøs. Og det kan man ikke undgå at værre.

- Det er jo en livsændrende kamp, og der er bare sindssygt meget på spil, siger han til Bold.

To forskellige finaler
Som tidligere nævnt har Marcondes både prøvet at vinde og tabe. Og ikke nok med det.

Han har også prøvet at spille på et helt tomt Wembley og et Wembley under restriktioner.

Corona satte en dæmper på lægterne til begge kampe, men ved sejren var der trods alt over 10.000 til stede på det engelske nationalstadion.

Fælles for det hele var, at nerverne var enorme. Det prøvede Marcondes at forebygge så godt som muligt. 

- Det er svært at have en formel på det, men jeg prøvede at være så afslappet som muligt. Specielt til vores anden finale. Vi havde prøvet at tabe, og jeg tror faktisk, det hjalp os lidt.

- Den første finale var under corona, og derfor var der slet ikke fans. Det gjorde det nærmest endnu mere nervøst. Der var helt stille, og jeg følte ikke, benene gjorde, hvad jeg tænkte.

- Det var som om, man ikke fik ilt nok til ben og hjernen. Efterfølgende har jeg også fået at vide, at der er noget, der hedder Wembley-ben og Wembley-lunger.

- Man trækker vejret lidt mere overfladisk, og jeg tror bare, jeg var mere bevidst om at være afslappet anden gang.

Helt konkret gjorde Marcondes alt for at komme nervøsiteten til livs anden gang.

- Jeg kan huske, jeg spillede noget musik ude på banen. Jeg stod sammen med Mathias Jensen og lavede en lille dans.

- Jeg prøvede bare at være så glad og humør-agtig for at vise mit eget nervesystem, at det var en normal dag, og vi skulle bare ud at spille fodbold. Og jeg synes faktisk også, det hjalp en del.

- Jeg stod også i en situation, hvor min kontrakt udløb, og jeg ville bare gøre det så godt som muligt, fortæller han.

Blackout
Det viste sig at være en god taktik.

I hvert fald scorede Marcondes på Wembley, og det er et øjeblik, der er meget højt på listen over fodboldoplevelser.

Brentford vandt den omtalte finale over Swansea med 2-0. 

- Det var fuldstændig vildt. Det er stadig et moment i mit liv og karriere, jeg nok aldrig vil glemme.

- Jeg husker tilbage på det som noget af det fedeste, og der er også mange fans, der stadig husker det. Det har også stadig stor betydning hos mange specielt i Brentford.

Selv har han dog fået lidt hjælp til at finde ud af, hvordan det præcist blev fejret.

- I momentet blackouter jeg. Jeg kan ikke huske, hvordan jeg løb ud til hjørneflaget.

- Selve min hukommelse er kun fra kameraerne efterfølgende. Jeg kan ikke huske, hvordan det var på egen krop.

- Jeg husker det simpelthen ikke. Fansene var også tilbage, og det gjorde også noget. Der var larm på lægterne. Det var bare en stor kontrast.

For at det ikke skal være løgn, så rykkede Marcondes også op i Premier League året efter.

Denne gang med Bournemouth.

Forskellen var, at klubben fra sydkysten blev nummer to og rykkede direkte op, og selvom det naturligvis også var kæmpestort, så var det også noget andet.

- Der er mange, der siger, det er federe at rykke op gennem playoff, og det kan jeg bestemt skrive under på, siger han afslutningsvist.