Max O’Leary forlader Bristol City, men han bliver i Championship.
Målmanden er nemlig torsdag aften blevet præsenteret på West Broms hjemmeside, hvor det fremgår, at han har underskrevet en aftale, der løber resten af indeværende sæson.
Præsident og sportsdirektør Andrew Nestor lægger blandt andet vægt på, at O’Leary med sine 29 år er en garvet herre.
- Max ankommer med stor Championship-erfaring og har været fast mand i målet for Bristol City de seneste to sæsoner, hvilket blandt andet bød på en playoff-plads sidste år.
- Vi er glade for at få ham tilknyttet her på The Albion og dermed få styrket konkurrencen om pladserne blandt vores målmænd, fortæller Nestor på West Broms hjemmeside.
Artiklen fortsætter efter billedet

O’Leary deler direktørens optimisme, og han er klar på at prøve noget andet efter 5,5 år hos Bristol City.
- Jeg er virkelig glad for at være her. Det var tid til noget nyt og en frisk udfordring, lyder det fra O’Leary - ligeledes på West Broms hjemmeside.
- Da jeg fik at vide, at der var interesse, var det et skifte, jeg meget gerne ville gennemføre. Jeg ved, at klubbens situation i tabellen er vanskelig i øjeblikket, men forhåbentlig kan jeg komme ind og hjælpe.
Som Max O’Leary også antyder, huserer West Brom i skrivende stund noget skuffende som nummer 19 i Championship.

West Bromwich
Bristol City
Championship





































