2025-08-13 10:10:00

Mekanikere og skolelærere klar til Brøndby-storm

Nikolaj Hansen forventer et helt andet kampbillede, når Vikingurs deltidsprofessionelle tropper torsdag gæster Brøndby Stadion.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce
Artiklen fortsætter efter indholdet

ECL-kval - 3. runde

FT

BIF

4 - 0

VIK

Skolelærere, mekanikere og catering-folk.

Flere af Vikingur Reykjaviks spillere passer deres civile job, inden den hver dag står på eftermiddagstræning i den islandske klub.

Derfor var der nok mange, der fik aftenkaffen galt i halsen, da deltidsprofferne i sidste uge formåede at ydmyge Brøndby IF og sikre sig en højst overraskende 3-0-sejr på Island.

Mandskabet fra vulkanøen står dermed med de bedste kort på hånden, når Brøndby Stadion torsdag aften danner ramme om returopgøret i kvalifikationen til Conference League.

Det bliver dog et helt andet kampbillede, vurderer danske Nikolaj Hansen, som kom på tavlen for Vikingur i den første kamp.

- Jeg er 100 procent sikker på, at Brøndby kommer ud med en helt anden attitude, da det er deres hjemmebane. Men vi har jo vist før, at vi sagtens kan spille på udebane - blandt andet i Conference League sidste år.

Artiklen fortsætter efter billedet

ECL-kval -Mekanikere og skolelærere klar til Brøndby-storm
Foto: Lehtikuva/Reuters/Ritzau Scanpix

- Det bliver selvfølgelig et helt andet tryk, når der lige pludselig står 20.000 fans og synger, men vi har prøvet det før, og det skal vi bare tage med os ind til kampen.

- Vi skal nok bare have sørget for, at tempoet ikke bliver for højt i kampen, siger den 32-årige angriber til Bold.

Kommer I til at trække tiden?

- Vi kommer ikke decideret til at trække tiden, men det bliver et helt andet opgør, nu når det er en udebanekamp, hvor vi har et forspring på tre mål.

- På Island var det angrib, angrib, angrib og pres, pres, pres - nu bliver det nok en lidt anden gameplan, regner jeg med.

- Samtidig skal vi også holde fast i den måde, som vi spiller fodbold på. Hvis vi stiller os ned og forsvarer i 90 minutter, så bliver vi skudt ihjel. Det bliver med samme attitude og nogle taktiske ændringer, slår han fast.

Kammerater på tribunen
Inden Nikolaj Hansen tilbage i 2016 rykkede teltpløkkerne op og skiftede til islandsk fodbold, tørnede den målfarlig spydspids ud for FC Vestsjælland.

Og det var på netop Brøndby Stadion, at han i sin tid fik sin debut for den nu nedlagte og lukkede klub.

- Det bliver virkelig sjovt. Brøndby Stadion er noget helt specielt for mig i og med, at jeg fik min debut der. Jeg har også en masse kammerater, der er Brøndby-fans, som kommer til at være på stadion.

- Og så bliver det bare pisse sjovt. De her europæiske kampe er bare helt vildt sjove, når man får lov til at spille på nogle større stadions, end man er vant til, siger han og påtager sig favoritværdigheden.

- Vi skal bare sørge for at gøre det, som vi er bedst til. Når man er tre mål oppe, er man jo nok favoritter til at gå videre, men jeg ved også bare, at det er et helt andet Brøndby-hold, der kommer ud med alle fansene bag dem.

- Så vi skal passe på. Det bliver nok ren overlevelse i noget af tiden, men alt i alt er vi nok favoritter til at gå videre, lyder det fra Nikolaj Hansen.

Torsdagens opgør mellem Brøndby IF og Vikingur Reykjavik bliver sparket i gang klokken 19:30.

Artiklen fortsætter efter indholdet

ECL-kval - 3. runde

FT

BIF

4 - 0

VIK

Annonce

9 kommentarer

Se kommentarer
Annonce