
Pedro Neto fik sig en mindre opsang af Kevin Diks i torsdagens møde mellem Chelsea og FC København.
Situationen opstod, da den portugisiske offensivspiller i første halvleg gik til jorden i FCK's felt og appellerede for et straffespark efter en duel med Diks.
Opførslen faldt på ingen måde i god jord hos FCK-profilen, der sendte en bølge af belærende ord i Netos retning.
De konkrete gloser løftede Diks sløret for, da han stillede op til interview med Bold og øvrige medier efter 0-1-nederlaget på Stamford Bridge torsdag aften.
- Jeg sagde: 'Come on, Pedro. Lad nu være med det der. Lad være med at gå efter et straffespark, når du bare falder ned på dine knæ. Jeg gik bare tæt på dig, og så falder du til jorden?'
Artiklen fortsætter efter billedet

- Han svarede mig ikke i situationen, men efterfølgende var han flink, siger Diks, som nød duellerne med Neto.
- Vi havde nogle gode dueller i første halvleg. Det kulminerede med et frispark til mig, hvilket var dejligt, fordi det var lige foran fansene. Det var sjovt.
- Jeg vidste, at han ville lave et frispark på mig. Jeg sprintede hen til bolden og vidste, at det med 100 procents sikkerhed ville ske. Han prøvede allerede på det inden det, lyder det fra den hollandske forsvarsspiller.
Chelseas 1-0-sejr betyder, at FCK sammenlagt tabte med 1-3 til The Blues i Conference League-ottendedelsfinalen.


FC København
Chelsea
Conference League






































