- Det vil være en af de vigtigste dage i livet.
Det er ikke til at tage fejl af.
Dinamo Minsk påtager sig i den grad underdog-rollen til torsdagens kamp mod FC København i Conference League.
På pressemødet før kampen fik FCK ros af midtstopper Aleksey Gavrilovich, som har respekt for danskerne.
Det vil derfor være et kæmpe resultat, hvis Dinamo Minsk lykkes med at drille københavnerne.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Hvis vi kan slå FC København, vil det være en af de største dage i vores historie, fordi det er en virkelig stor klub.
- Der er en masse historie og tradition i FCK, så tre point ville være vigtige, da vi er nødt til at kæmpe i Conference League. Vi er nødt til at hente point.
- Hvis vi ender med at slå FCK, vil det være en af de vigtigste dage i livet, lyder det fra Aleksey Gavrilovich.
Hvordan stopper man FCK?
Dinamo Minsk-lejren er overrasket over, hvordan det er gået FC København i Conference League.
Her står FCK blot noteret for to point efter tre kampe.
Men Aleksey Gavrilovich ved dog, at FCK-spillerne alligevel kan blive en stor mundfuld.
- Det er ikke interessant at se på tabellen. Hele holdet er meget stærkt, og derfor vil vi studere hver enkelt spiller.
- Vi vil forsøge at bruge vores holds styrker. FCK har mange gode spillere med gode egenskaber, så det bliver meget vigtigt for vores hold at spille godt i forsvaret.
- Vi må ikke lade FCK angribe. Det bliver en af de vigtigste ting, vi vil gøre, afslutter midtstopperen.
Dinamo Minsk har dog ikke haft held med at forsvare sig, da det er blevet til tre nederlag i Conference League.

FC København
Dinamo Minsk
Conference League




































