Norden forsøgte med en samlet ansøgning til kvindernes EM i 2025, men Schweiz løb med slutrunden.
Schweizerne fik i sidste ende ni stemmer i UEFA’s eksekutivkomité, mens de nordiske lande fik fire.
Nu vil Danmark og Sverige forsøge igen med EM i 2029, men denne gang bliver det uden Norge og Finland.
Især nordmændene vil ellers gerne være medarrangør, men det bliver et nej fra Danmark og Sverige.
Det forklarer Fredrik Reinfeldt, der er ordførende for det svenske fodboldforbund.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Noget af det første, jeg oplevede, var at komme til Lissabon sidste år og få nej til den ansøgning fra de fire nordiske nationer, og efter vi har læst begrundelsen, var det ret tydeligt, at de påpegede, at en del af arenaerne ikke var gode nok, at det ikke var helt sammenholdt og først og fremmest at fire lande var for mange, siger Reinfeldt til Fotbollskanalen.
- Derfor satte vi os ned og diskuterede, hvilke lande der har bedst stadionmuligheder, og som ligger tilpas tæt på hinanden til at lave et bedre bud. Vi kom frem til, at det er Sverige og Danmark, og det er så langt, vi er kommet.
- Vi har rakt hånden op og sagt, at vi forbereder en ansøgning, men længere end det er vi ikke kommet. Derfor er det for tidligt at diskutere, hvad det derudover potentielt kan indeholde.
- Det er en svensk-dansk ansøgning, vi ser. Så ved vi godt, at der er en norsk og nordisk interesse for at være en del af det på forskellige måder, men jeg vil være tydelig med, at konklusionen var, at det var bedre at være to end fire, siger Fredrik Reinfeldt og tilføjer:
- Vi skal udforme en ansøgning, som vi tror kan vinde støtte i UEFA, og for at være helt ærlig var vi ikke særlig tæt på sidste gang, så vi er nødt til at gøre det anderledes nu.

Sverige (k)
Danmark (k)
EM 2025




























