



Fredag eftermiddag skulle det danske U17-landshold forsøge at komme tilbage på sporet ved EM-slutrunden, efter de tabte åbningskampen mod Sverige med 1-2.
Denne gang skulle de op imod Skotland, som ligeledes tabte deres første opgør, da det blev til en røvfuld på hele 1-5 til Portugal.
Til fredagens duel havde landstræner Kenneth Weber flere ændringer i sin startopstilling, hvor blandt andet Noah Nartey fra Brøndby, Alexander Simmelhack fra Randers og FC Midtjyllands Gustav Fraulo var at finde blandt de startende 11.
Danmark var klart det bedste mandskab i kampens første 45 minutter, hvor de sad på spillet og pressede i store perioder Skotland i bund.
De havde dog svært ved at få skabt de helt store chance i den israelske hede, men efter 33 minutter kom forløsningen endelig for de danske talenter.
Efter et flot angreb nåede Danmark frem til kanten af feltet, hvor Nartey sendte et skud afsted, men den skotske keeper hev en redning frem.
Artiklen fortsætter efter billedet

Det var dog langt fra overstået for skotterne, da Simmelhack formåede at komme først på riposten, og så headede han danskerne i front.
Det blev dog den sidste aktion for angriberen, da Simmelhack blev udskiftet efter scoringen til fordel for Noah Sahsah fra FC København. Det var dog ikke til at se, om Simmelhack var blevet skadet eller ramt af varmen.
Glæden for danskerne blev dog rigtig kort, da Skotland svarede igen blot et minut efter og udlignede til 1-1, og så var der skabt status quo igen.
Danmark var dog tæt på at gå til pause med en føring, da Sahsah var ved at komme først på et indlæg ved bagerste stolpe, men han nåede akkurat ikke at få prikket bolden i mål, da han manglede et par centimeter i skostørrelse.
Dansk drømmestart og OB-talent i hopla
I anden halvleg fik danskerne en drømmestart, da de allerede bragte sig på 2-1 efter et enkelt minut.
Her samarbejde Brøndby-duoen Malek Bahkit og Noah Nartey flot, hvor sidstnævnte blev spillet i feltet og smed bolden ind centralt.
Bolden fløj forbi venner og fjender, men endte til sidst hos skotske Magnus Mackenzie, som ikke reagerede hurtigt nok og sendte bolden i eget net.
Nu havde Danmark de bedste kort på hånden, og de kontrollerede da også efterfølgende opgøret, da Skotland ikke havde meget at byde på.
Det var derfor Danmark, som kunne lukke og slukke opgøret med 20 minutter tilbage.
Her slog danskerne til på en omstilling, hvor FCK’s Oscar Højlund formåede at smide en bold i dybden Markus Jensen fra OB, som uden problemer fik nettet til at blafre på sin friløber.
Kampen sluttede med en dansk sejr på 3-1, og derfor har de fortsat mulighed for at gå videre fra gruppen.
Den sidste gruppekamp skal spilles på mandag, hvor de tørner sammen med Portugal.