Mohamed Daramy har været meget igennem det sidste halve år.
I en og samme kamp formåede Daramy at score sit første landskampsmål og blive alvorligt skadet for Danmark.
Det skete tilbage i marts, men der har dog været et lyspunkt i den ellers mørke tid.
Daramys kone er gravid med parrets første barn, og det har hjulpet den danske profil til at tænke på andre ting end fodbold.
Han går dog en helt særlig tid i møde.
- Det er specielt nu, fordi min kone kommer til at være i Danmark, mens at jeg skal være i Frankrig. Hun føder her, så det bliver hårdt.
- Vi må derfor gøre det bedste, som vi kan. Det er klart, at jeg så er nødt til at være på telefonen hele tiden og klar til at købe en flybillet.
Artiklen fortsætter efter billedet

- På den måde kan jeg rejse hjem, hvis hun skulle gå i fødsel, siger Mohamed Daramy til Bold.
Grønt lys af landsholdet og klubben
Inden for de næste uger kan det ske, da Daramys kone er sat til at føde i starten af november.
Det kan dermed få betydning for spillet på banen, men Daramy har fået grønt lys af både U21-landsholdet og Reims.
- Hvis hun føder nu, så vil jeg jo tage afsted. Det ville holdet også være okay med.
- Det er det samme med min klub, hvor jeg har talt med den nye træner om det. Hvis jeg får et opkald om, at det er nu, så er det jo nu. Der har ikke været problemer.
Så i princippet kan du være nødt til at forlade U21-landsholdslejren?
- Ja, så skal jeg skynde mig i hvert fald, griner Mohamed Daramy og tilføjer, at han ikke kan vente med at blive far.
- Jeg er helt ny i det her. Jeg er bare spændt og glæder mig virkelig. Det bliver spændende og det bedste, der kan ske for en. Det ændrer ens liv.

Foto: Francois Nascimbeni/AFP/Ritzau Scanpix
Ny rolle på U21-landsholdet
Mohamed Daramy tror dog ikke, at konens graviditet kommer til at få indflydelse på den igangværende U21-samling.
Han er derfor i spil til tirsdagens kamp mod Island.
Men selv om Daramy er en stor profil på holdet og har været udtaget til A-landsholdet flere gange, kender han godt sin nye rolle.
- Jeg skal ikke spille fra start. Det er en anden rolle den her gang, hvor jeg også skal passe på mig selv. Steffen skal også passe på mig.
- Jeg har stor respekt for folk her i truppen, så det er ikke, fordi jeg skal komme og styre det hele. Der er mange gode spillere, som gør det godt i deres klubber, og det har jeg respekt for.

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Dermed venter der Daramy en jokerrolle i kampen mod Island, og det er helt fint for Reims-danskeren.
- Det er klart, at jeg skal bygges op igen. Jeg er bare glad for, at jeg kunne få lov til at være med og måske få nogle minutter.
- Det bliver nok ikke fra start, men jeg kan komme ind og hjælpe holdet og give noget positiv energi. Jeg kan styrke holdet, når der er brug for mig.
Det danske U21-landshold skal i aktion tirsdag aften mod Island i EM-kvalifikationen, hvor Danmark allerede inden har booket billetten til næste sommers EM.


Reims
EM U21
Danmark U21




































