


William Osula har modbevist de kritikere, som ikke mente, at han skulle med til U21-EM.
Danskeren har kæmpet for spilletid i Newcastle, men han fik alligevel grønt lys af landstræner Steffen Højer og blev udtaget.
Og det var nu meget godt.
Osula har taget fokus under slutrunden, da han efter to kampe har leveret tre mål og en enkelt assist for Danmark.
Han har været som en maskine, men Osula maner til ro.
- Jeg gør det ikke på egen hånd. Hele holdet har været stærkt sammen og hjulpet med at komme videre i dag, og vi har forsvaret rigtig godt.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Men jeg stoler altid på, hvad jeg selv kan gøre på banen, siger William Osula til Bold.
Det er ikke til at se på William Osula, at det kun er blevet til 124 Premier League-minutter i denne sæson.
Under Eddie Howe har Osula ikke fået lov til at vise sig frem på samme måde, som det er tilfældet under Steffen Højer.
- Jeg skal bare have spilletid til at vise, hvad jeg kan gøre.
- Det betyder noget for mig. Jeg ved allerede... Det er kun mig selv og min far, der ved, hvad jeg kan.
- Når spilletiden kommer, så skal alle nok se, hvad jeg kan gøre på banen, lyder det fra William Osula.
Nu opdager I ham
Steffen Højer har aldrig lagt skjul på, at han ser en stor stjerne i William Osula.
Det er på trods af den manglende spilletid, men nu fik resten af fodbolddanmark det at se, som Højer hele tiden har vidst.
- Jeg tror, jeg har nævnt potentialet rigtig mange gange, og det er jo fordi, at han spiller for lidt, til at folk opdager ham.
- Men mod Holland fik I lidt af det. På det her hold har han jo været dygtig, og han har lavet mange mål.
- Han har den fart, han har, og han er ikke nem at håndtere for de andre. Det er ret imponerende, hvad han går ind og gør, når man tænker på, hvad han kom med, siger Steffen Højer til Bold.
Selvom det kun er blevet til et enkelt Premier League-mål for Osulas vedkommende, fejler skarpheden bestemt ikke noget på U21-landsholdet.
21-årige William Osula står her noteret for otte mål i 13 kampe.


Newcastle
EM U21
Danmark U21



































