- Nu har jeg aldrig spillet i Superligaen, så jeg føler lidt, at jeg har mistet lidt på den front.
Joachim Andersen smiler, mens han sætter ord på den liga, han aldrig har optrådt i.
For selvom han var forbi både FC København og FC Midtjylland som ungdomsspiller, er det aldrig blevet til et eneste Superliga-minut.
Allerede før seniorkarrieren tog fart, røg den danske forsvarsspiller til hollandsk fodbold, inden har været forbi Sampdoria, Lyon, Fulham og senest Crystal Palace, hvor han nyder stor succes.
Men hvordan har man det så egentlig med Superligaen, når man render rundt og er en profil i Premier League?
- Selvfølgelig har jeg fulgt med i alle de år, jeg har været ude, og jeg så også den sidste runde. Det var spændende. Men det er ikke, fordi jeg er fan af et hold sådan rigtigt, fortæller Joachim Andersen til Bold.
Artiklen fortsætter efter billedet

Alligevel har 28-årige Joachim Andersen et hold, han har sympati med.
- Da jeg var yngre, var jeg Brøndby-fan, men det har jeg også mistet lidt. Jeg kan faktisk godt lide FC Midtjylland, fordi jeg var derovre og havde to gode år der, og jeg har respekt for de folk derovre.
- Jeg snakker også lidt med Steinlein (adm. direktør i FCM, red.), så jeg kan godt unde dem mesterskabet, og jeg kan lide måden, de gør tingene på. Men jeg vil ikke kalde mig fan af dem.
Er det, fordi du aldrig rigtig har haft den der felling med Superligaen?
- Jeg synes, det er sjovt at se, men jeg har nemlig kke den der feeling på Superligaen, som mange andre danskere har, så nogle gange er det lidt svært at sætte sig ind i det.
- Jeg tror også bare, at når man er inde i gamet, så kan man ikke rigtig være fan på samme måde. Sådan tror jeg også mange andre her på landsholdet har det.
- Selvfølgelig er der nogen, der har nogle tilhørsforhold, men det er bare svært at være fan, fordi du ved, at du måske godt kan ende i en anden klub. Det er sådan, det er.
Er der noget i dig, der godt kunne tænke sig måske at slutte karrieren i Superligaen engang i fremtiden?
- Jeg har tænkt over det nogle gange, og jeg skifter lidt mening, lyder det i første omgang fra Joachim Andersen, inden han efter lidt betænkningstid uddyber:
- Jeg kunne godt tænke mig at slutte af i Superligaen, fordi jeg tror, det kunne være sjovt at prøve. Men igen hvis jeg har muligheden for at slutte af i udlandet i en god klub, så kunne det også være at foretrække.
- Men jeg skifter mening hele tiden, så jeg synes, det er svært at vurdere. Det kommer også an på, hvor man er i sin karriere, og hvor man er fysisk. Det er tidligt at svare på, så vi må se.
Bold har talt med en stribe af de danske landsholdsspillere om deres forhold til Superligaen, og hvilken dansk klub de holder med. Det kan du læse om lige her.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere



FC Midtjylland
Brøndby IF
EM
Danmark




































