Gustav Isaksen er fravalgt igen.
Tirsdag satte Kasper Hjulmand navne på de spillere, der skal i aktion for Danmark, når der spilles træningskampe mod Schweiz og Færøerne i slutningen af marts, og her var Lazio-kantspilleren ikke blandt de udvalgte.
22-årige Isaksen har ellers fået meget spilletid for det italienske storhold på det seneste, og flere har undret sig over, at den tidligere FC Midtjylland-stjerne fortsat ikke har fået en opringning af landstræneren.
Den manglende udtagelse er nu noget, som kantspilleren selv sætter ord på.
- Det har jeg ikke så meget at sige til, og det er hans (Hjulmand, red.) valg. Jeg synes, jeg har gjort det godt, og det er det vigtigste.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Jeg kan mærke, at jeg kommer tættere på holdet. Så jeg klør på, og så håber jeg, at jeg kan snige mig med til EM, siger Isaksen.
Selv om det i øjeblikket kan se sort ud i forhold til en EM-udtagelse, føler Isaksen, at han er god nok til at blive udtaget til slutrunden.
- Selvfølgelig tror jeg på det. Jeg føler, at jeg har niveauet til det, men det er klart, at det ikke sker så tit, at man bliver udtaget, når man aldrig før har været med.
- Jeg tror på det, og der er ingen grund til ikke at gøre det. Jeg bliver bare ved med at klø på, siger Gustav Isaksen til Bold.
Kantspilleren har ikke lyst til at kommentere på, hvorvidt han har talt med Hjulmand eller ej forud for tirsdagens udtagelse.
Landstræneren fortalte på tirsdagens pressemøde, at det er muligt at blive udtaget til landsholdet, selv om man ikke før har været med i landsholdslejren.
- Jeg skal lave flere mål
22-årige Isaksen har i alt scoret to mål og lavet fire oplæg i 31 kampe, hvor det er blevet til 1.221 minutter på banen for klubben siden sommerens store skifte fra FCM.
Kantspilleren peger selv på, at det er målinvolveringer, som han mangler, hvis han i fremtiden skal være sikker på en plads på landsholdet.
- Jeg skal lave flere mål og oplæg. Hvis jeg havde lavet 10 mål og 10 oplæg, havde det nok været en anden situation, så det er først og fremmest der, hvor jeg skal lægge på.
- Men der er mange steder, hvor jeg stadig gerne vil udvikle mig. Jeg er slet ikke, hvor jeg gerne vil være, men jeg er på rette vej, og det er jeg glad for, siger Gustav Isaksen til Bold.
Isaksen har tidligere repræsenteret diverse danske ungdomslandshold. Han har blandt andet scoret seks mål i 19 kampe for U21-landsholdet.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere

Lazio
EM
Danmark


































