



Der er dårlig stemning blandt flere lande under EM.
Serbien truer med at trække sig fra slutrunden, da fans fra Kroatien og Albanien har sunget 'Dræb, dræb, dræb serbere' på tilskuerpladserne.
Nu er Albanien igen kommet i et negativt søgelys efter onsdagens 2-2-kamp mod Kroatien.
Her skulle spilleren Mirlind Daku have taget fat i en megafon og råbt følgende ud til de albanske fans:
- Fuck Makedonien!
Artiklen fortsætter efter billedet

Og det har fået det nordmakedoniske fodboldforbund til at reagere.
- Vi udtrykker vores dybe bekymring og utvetydige fordømmelse vedrørende nationalistiske tilråb af Mirlind Daku rettet mod den makedonske stat efter gårsdagens kamp mellem Kroatien og Albanien i EM.
- Adfærden er uacceptabel og i modstrid med de grundlæggende værdier om sportsånd og gensidig respekt, som fodbold fremmer.
- Sport, især fodbold, er grundlaget for at fastholde mennesker af forskellige nationaliteter og et miljø for samarbejde og respekt.
- Nationalistisk retorik underminerer imidlertid disse principper og fremmer splittelse og fjendtlighed mellem fans og samfund, skriver nordmakedonerne.
I pressemeddelelsen lægger man vægt på politisk neutralitet i forbindelse med FIFA og UEFA, og derfor vil det nordmakedoiske fodboldforbund sende en officiel klage til UEFA.
- Vi opfordrer Albaniens fodboldspiller Mirlind Daku til offentligt at undskylde for sin opførsel og erkende den skade, han har forårsaget.
- Vi opfordrer også de relevante institutioner til at undersøge denne hændelse og træffe passende disciplinære foranstaltninger for at styrke de adfærdsstandarder, der forventes af alle atleter.
Tiden må vise, om UEFA vælger at slå ned på de forskellige tilråb fra tribunerne under EM.


EM
Albanien
Nordmakedonien





































