Mathias Jensen har gang i en rigtig god sæson i Brentford.
Den danske midtbanemand har været godt spillende, og han har også bidraget med adskillige mål og assist.
Derfor er det slet ikke usandsynligt, at han skulle være i spil til en plads i startopstillingen, når Finland kommer på besøg i Parken torsdag.
Dog kom der lidt grus i maskineriet for Mathias Jensen i weekendens Brentford-kamp, hvor han måtte udgå med en skade. Han skulle dog være klar igen til torsdag.
- Jeg har ikke lavet så meget, siden jeg gik ud med skaden, så jeg skal ikke kunne sige, om det gør ondt, når jeg sparker hårdt med venstre.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Jeg forventer ikke, at det gør ondt. Jeg tror faktisk også, at jeg kunne have spillet videre, men jeg havde bare mærket lidt i hoften inden kampen og lidt igen til sidst, så vurderede vi, at det var bedst at give det ro.
Så er du klar til torsdagens kamp i Parken?
- Det skulle jeg meget gerne være, fortæller Mathias Jensen til bold.dk og resten af den fremmødte presse ved landsholdssamlingen i Helsingør.
Mathias Jensen har været fast mand for Thomas Franks tropper i denne sæson, og han har bidraget med fire mål og fire assists i Premier League i denne sæson.