







Viceverdensmestrene fra Frankrig skulle fredag aften i aktion, da de fik besøg af et afbudsramt hollandsk mandskab, der havde Ronald Koeman i spidsen, i EM-kvalifikationen.
Kampen indikerede samtidig en ny æra for Frankrig, der ikke længere har Raphael Varane, Hugo Lloris og Karim Benzema til rådighed.
Kylian Mbappé er ny anfører for holdet, mens Antoine Griezmann er viceanfører.
Det skulle Griezmann angiveligt ikke være helt tilfreds med, men det var ikke til at spotte efter to minutter, hvor han sendte franskmændene foran.
Mbappé fandt Atletico Madrid-spilleren, der sendte bolden i målet med venstrebenet. 1-0.
Drømmestarten fortsatte for Frankrig, der efter syv minutter fordoblede føringen.
Artiklen fortsætter efter billedet

Denne gang sendte Griezmann et frispark i feltet, som efter lidt tilfældigheder blev sendt i mål af Dayot Upemacano. 2-0 til Frankrig.
Bestemt ikke en god start for Ronald Koeman, der startede sin andet forsøg som hollandsk landstræner med at lukke to mål ind efter ganske få minutter.
2-0 blev også til 3-0 for franskmændene, som takket være en sikker afslutning fra Mbappé nu nærmest havde lukket kampen, før den overhovedet var begyndt.
Koeman tog konsekvensen af den dårlige start, da han efter 33 minutter skiftede Kenneth Taylor ud. Wout Weghorst erstattede ham.
Holland var ikke helt uden chancer i første halvleg, men scoringer kom der ikke nogle af fra dem de første 45 minutter.
Anden halvleg var mere lige, og det betød samtidig, at opgøret ikke væltede i chancer.
Mbappé var tæt på med et kvarter igen, men det var først kort før tid, at han gjorde det til 4-0.
Ingen kunne komme tæt på ham, og så hamrede han bolden i mål med en hård afslutning.
Memphis Depay fik til sidst mulighed for at reducere på et straffespark, men hollænderen blev pillet af Mike Maignan.
Dermed fik Frankrig en perfekt start på EM-kvalifikationen, mens Holland nok havde drømt om en bedre en af slagsen.
Grækenland slog Gibraltar
Grækenland og Gibraltar mødte samtidig hinanden i samme gruppe, og her havde favoritterne fra Grækenland ikke de store problemer med at vinde.
3-0 lød sejren på til grækerne.
Scoringerne blev sat ind af Georgios Masouras, Manolis Siopis og Anastasios Bakasetas.