



Skotterne var store forhåndsfavoritter til lørdagens opgør mod fodboldminiputterne fra Cypern.
Hampden Park var godt fyldt op, og de mange tilskuere kunne fra deres pladser se et stærkt motiveret hjemmehold, der tog kampen til sig fra første fløjt.
Skotlands højre wingback Aaron Hickey blev den første til at teste Dimitris Dimitriou i det cypriotiske mål, da han fra kanten af feltet sendte et lavt skud mod det korte hjørne.
Målmanden stod dog godt placeret og leverede en fin redning.
Skotterne blev ved med at presse på og da kampen rundende de første 20 minutter fik de skabt et gennembrud.
Stuart Armstrong spillede Andy Robertson i dybden i venstre side af feltet, og med sit venstreben sendte han bolden på tværs.
Artiklen fortsætter efter billedet

Den tog en afretning på en forsvarsspiller, men inde foran mål var John McGinn løbet fri af sin oppasser, og han kunne helt udækket sætte indersiden på bolden og score til 1-0.
Målet blev tjekket igennem, da Robertson var på kanten af offside, men dommer Duje Strukan lod målet stå efter konsultation med VAR.
Selvom Cypern kom bagud var de ikke tilbøjelige til at komme længere frem af den grund.
Skotland fortsatte ufortrødent og mindre satset med at dominere spillet, mens gæsterne fortsat lurede på omstillingerne.
Kort før pausen fik Che Adams mulighed for at udbygge hjemmeholdets føring, men Southampton-angriberens flugter blev reddet lige under overliggeren af Dimitriou.
Skotterne forblev spilstyrende efter pausen, og Cypern forblev passive.
Det blev dog ikke til mange muligheder for hjemmeholdet til trods for den høje boldbesiddelse.
Robertson blev flere gange forsøgt spillet i dybden i venstre side, og selvom Liverpool-spilleren kom fri til indlæg af flere omgange, var der ikke nogen til at angribe tværbolden inde foran mål.
Skotland blev ved med at stikke til den cypriotiske defensiv, og fem minutter før tid fik de fordoblet deres føring.
Et indlæg fra højre side blev mødt af indskiftede Lyndon Dykes, der kunne snitte bolden videre til en fremadstormende Scott McTominay, der også var blevet introduceret i anden halvleg.
Manchester United-spilleren tog en berøring med højre lår og sparkede derefter resolut bolden i nettet med venstrepoten.
McTominay kunne i dommerens tillægstid gøre sig til dobbelt målscorer, da et hurtigt taget frispark endte hos Robertson efter en dårlig clearing fra en forsvarsspiller.
Venstrebacken lagde herfra en stille og rolig inderside til McTominay, der bragede bolden ind bag Dimitriou til 3-0.
Dermed fik Skotland en ideel start på EM-kvalifikationen, hvor de højest sandsynligt skal kæmpe med Spanien og Norge om de to kvalifikationspladser.