Cristiano Ronaldo er i øjeblikket i den portugisiske landsholdslejr, og her havde den fremmødte presse mulighed for at stille spørgsmål til stjernen, der til daglig spiller i saudiarabiske Al Nassr.
Inden skiftet til Mellemøsten blev Ronaldo meget upopulær, da han revsede Manchester United i et interview med Piers Morgan.
Det endte med at koste så dyrt, at United og Ronaldo gik hver til sit.
På pressemødet erkendte Ronaldo, at hans form ikke var den bedste i Manchester United, selv om han ikke fortryder noget.
- Nogle gange skal man gå igennem nogle ting for at finde ud af, hvem er på sin side.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Jeg har intet problem i at sige, at jeg ikke var i den bedste form i min karriere, men der er ikke tid til at fortryde noget. Livet går videre, når det går skidt og godt. Det var en del af min udvikling.
- Når man er på toppen af bjerget, kan man ofte ikke se, hvad der er nedenunder. Nu er jeg mere forberedt, og jeg har lært, hvad der er vigtigt.
- Jeg havde ikke været igennem noget lignende tidligere, men nu er jeg en bedre mand, siger Cristiano Ronaldo ifølge The Mirror.
Portugal og Ronaldo har overkommelig modstand i de to kommende EM-kvalifikationskampe, da landsholdet møder Liechtenstein og Luxembourg.