


Torsdag aften skal Danmark i aktion i EM-kvalifikationen, men her få timer inden kampstart skulle to andre nationer fra danskernes gruppe i kamp.
På Astana Arena tog Kasakhstan nemlig imod Slovenien, som havde flere spillere med, som har eller har haft sin daglige gang i 3F Superligaen.
Viborgs Zan Zaletel var nemlig at finde på bænken, mens den tidligere FC København-spiller Benjamin Verbic fik lov til at starte på banen.
Det var dog ikke Verbic og co., som fik den bedste start på opgøret, da værternes fans fik noget at juble over efter 24 minutter.
Her drev Yan Vorogovskiy nemlig gæk med Sloveniens defensiv, inden han smaskede et indlæg ind til Maksim Samorodov, som headede kuglen ind i netmaskerne til 1-0.
Artiklen fortsætter efter billedet

Det kom som et chok for slovenerne, som nu skulle frem på banen, hvis de skulle undgå et overraskende nederlag.
Det kom de da også i anden halvleg, hvor de fik vendt rundt på opgøret.
Kun to minutter efter pausen fik David Brekalo nemlig skabt status quo, da han udlignede til 1-1 efter et hjørnespark.
12 minutter før tid fik Slovenien så bragt sig foran, da Peter Stojanovic smed en fremragende bold i feltet til Zan Vipotnik, som flugtede bolden i mål til 2-1, som også blev kampens resultat.
Slovenien er derfor på nuværende tidspunkt tophold i Danmarks gruppe.
Viborgs Zan Zaletel sad på bænken gennem hele opgøret og må derfor vente på sin landsholdsdebut.