













Liverpool havde fire nyindkøb i startopstillingen til søndagens Community Shield-finale mod Crystal Palace, da både Jeremie Frimpong, Milos Kerkez, Florian Wirtz og Hugo Ekitike fik chancen.
Det var de to sidstnævnte, der først bemærkede sig og fandt en scoring efter færre end fem minutters spil.
Her fandt Florian Wirtz med en kort og præcis aflevering Hugo Ekitike, der stensikkert lossede bolden fladt i det lange hjørne fra kanten af feltet.
Palace bed dog fra sig ti minutter senere, hvor Jean-Philippe Mateta tilspillede sig en friløber, inden han så snublede i det afgørende øjeblik.
Det gjorde imidlertid ikke så meget for franskmanden, der stod for en udligning på straffespark på det efterfølgende angreb.
Her fik Virgil van Dijk klodset nedlagt Ismaïla Sarr i feltet, og så var det en formssag for Mateta at banke 1-1-scoringen i hus.
Artiklen fortsætter efter billedet

Det gik totalt amok i disse minutter, og Liverpool-indkøbene var ikke færdige med at bevise sig.
Havvejs gennem første halvleg gik Jeremie Frimpong til baglinjen og sendte det, man troede var et indlæg, i feltet.
Hollænderens aflevering endte dog i stedet med at sejle over Palace-keeper Dean Henderson og i mål. Du kan se alle opgørets tre første scoringer øverst i denne artikel.
En hæsblæsende første halvleg nåede sin ende ved stillingen 2-1 til Liverpool, som nærmede sig trofæet.
Efter pausen fortsatte begge mandskaber med at levere utrættelig underholdning, og Hugo Ekitike fik en glimrende chance for at heade sin anden kasse i opgøret i mål, men den tidligere Vejle-angribers pandebrask svigtede.
Det blev dyrt for Liverpool, at 3-1-scoringen aldrig kom, for det kommende kvarter bed Palace virkelig fra sig foran Alissons mål.
Ismaïla Sarr og Eberechi Eze havde to gode tilbud hver, før udligningen så faldt, og det var netop Sarr, der slog til.
Senegaleseren blev elegant vippet i dybden af Adam Wharton, og så smækkede han 2-2-målet i nettet via stolpen.

Foto: Matthew Childs/Reuters/Ritzau Scanpix
Crystal Palace fortsatte i det høje gear, hvilket kastede en interessant situation af sig i Liverpools felt, hvor Alexis Mac Allister tog armen til hjælp på et indlæg.
Efter et ganske kort tjek nåede folkene i VAR-vognen dog frem til, at dommer Chris Kavanaghs beslutning om ikke at tildele et straffespark skulle stå.
Så endte det hele med 2-2 efter ordinær spilletid, og det betød - jævnfør reglerne i Community Shield - at Liverpool og Crystal Palace røg direkte ud i en straffesparkskonkurrence.
Her brændte Mohamed Salah, Alexis Mac Allister og Harvey Elliott for Liverpool, og det medførte et nederlag.
Justin Devenny blev helten for Crystal Palace, tager Community Shield-trofæet, mens Liverpool får en ærgerlig optakt til starten på Premier League.


Liverpool
Crystal Palace
Community Shield





































