2022-07-30 20:00:46

Liverpool tog trofæ fra City efter Nunez-kasse

Liverpool vandt Community Shield med 3-1 over Manchester City, hvilket blandt andet lykkedes efter et Darwin Nunez-mål i anden halvleg. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Lørdag aften var engelsk fodbold tilbage på programmet, da giganterne Manchester City og Liverpool tørnede sammen i Community Shield-finalen mellem sidste års Premier League- og FA Cup-vindere.

Opgøret foregik i Leicester på King Power Stadium, eftersom Wembley var reserveret til kvindernes EM-finale søndag, men det gjorde ikke det store, for de to hold underholdt tilskuerne på lægterne alligevel.

Det var Liverpool, som startede kampen bedst, hvor det flere gange lykkedes Merseyside-klubben at få vendt spillet på vanlig vis med lange sideskift fra højre til venstre.

Efter en indledende Mohamed Salah-chance indenfor kampens første ti minutter, var det også et af disse opspil, som endte med at give Liverpool kampens føringsmål.

Thiago sendte en bold på tværs af City-feltet til Salah, som tog et træk og så lagde bolden til rette for Trent Alexander-Arnold, som fra kanten af feltet med en følt afslutning krøllede bolden i målet via den fjerneste stolpe til 1-0.

Fortjent som kampen var startet af de to hold, men herefter begyndte City også at lykkes med deres ting og æde sig ind i kampen.

Først var det Kevin De Bruyne, som havde en afslutning i sidenettet, inden nyindkøbet Erling Haalnd fik et par gode muligheder lige efter hinanden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I første situation satte han sig godt igennem over for Andrew Robertson og afsluttede, hvorefter han fik serveret et indlæg på et sølvfad, som han dog ikke fik ordentligt ram på.

Dermed fortsat 1-0 til Liverpool, og sådan stod det også til pausen.

Nunez afgjorde sagerne efter pausen

Efter pausen fortsatte City med at diktere det meste af spillet, uden Liverpool dog på nogen måde stillede sig ned.

City pressede på for en udligning, mens Liverpool ventede på at sætte kniven ind på kontra.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Et kontramål var det også lige ved at blive til, da det dyre nyindkøb i Liverpool, Darwin Nunez, blev sendt fri afsted i dybden, hvor kun en hurtig Ederson ude af sit mål var årsag til, at det ikke blev 2-0.

Herefter måtte vi frem til tyve minutter før tid, inden der for alvor skete noget igen, men det var så til gengæld også et målrigt øjeblik af slagsen. 

En afslutning af Phil Foden lignede, at den var reddet, men en ripost landede hos Julian Alvarez, som scorede til 1-1.

Så var sagerne helt lige igen, men med ti minutter tilbage, fremprovokerede Liverpools Nunez et straffespark, da hans header fik Ruben Dias til på uheldigvis at benytte sig af hånden i feltet. Det udnyttede Salah efterfølgende, og så stod den 2-1 til Liverpool.

Det lagde pres på de forsvarende engelske mestre, som forsøgte at skabe en sidste afgørende chance i tillægstiden, men det skulle ikke lykkes.

I stedet blev det Liverpool, som fik lukket og slukket på et vaskeægte mønsterangreb. 

En høj bold fandt Robertson bagerst i feltet, og skotten fandt midt for mål Nunez fri foran kassen, hvorfra uruguayaneren headede sit første officielle Liverpool-mål i netmaskerne. 3-1.

Liverpool tog ved slutfløjt derfor en sejr over rivalerne fra City og sæsonens første trofæ.

47 kommentarer

Læs alle kommentarer
annonce

Seneste nyheder

Seneste nyheder

0