
Manchester City og Arsenal krydsede fredag aften klinger i den engelske FA Cup som en forsmag på, hvad vi har i vente i kampen om Premier League også.
Ind til kampen på Etihad Stadium havde både Pep Guardiola og Mikel Arteta rystet posen lidt i forhold til de startende 11, hvilket havde givet plads til blandt andre Leandro Trossard fra start hos gæsterne.
Livlig Trossard før pausen
Netop Trossard var da også livlig i kampens begyndelse, og efter blot en håndfuld minutter drev han gæk med City-forsvaret i venstre side, inden han sendte bolden på tværs til Takehiro Tomiyasu, som sendte et hårdt skud afsted.
Hans forsøg blev flot afværget på stregen af Stefan Ortega, men flot start af gæsterne.
Herefter var det værterne, der viste sig frem og ved hvem andre, fristes man til at sige, end Erling Haaland.
Artiklen fortsætter efter billedet

Nordmanden var ved at prikke en dybdebold forbi Matt Turner i Arsenal-målet, og da bolden bagefter hoppede op i luften, reagerede Haaland instinktivt med et saksespark på ægte Zlatan Ibrahimovic-manér.
Forsøget blev dog reddet sikkert i det lille felt af Arsenal-forsvaret.
Arsenal lod sig ikke kyse af Haaland-forsøget, og det var igen Trossard efter tyve minutter, som gav City problemer.
Belgieren brød igennem i venstre side af feltet og sendte med venstre et skud afsted mod det lange hjørne, men igen stod Ortega flot i vejen med en stærk parade.
Halvvejs i første halvleg meldte Kevin De Bruyne sig så også ind i kampen med en fænomenal curler med venstre med appel efter det lange hjørne, men skuddet endte lige forbi den fjerneste stolpe.
Det bølgede på den måde godt frem og tilbage mellem de to hold, og særligt Trossard gjorde en god figur i sin nye trøje.
Inden pausen fandt han også Eddie Nketiah inde i feltet, men angriberens afslutning manglede den sidste skarphed og gik forbi målet.
Uventet mål af en uventet matchvinder
Efter pausen var begge hold lidt mere henholdende, og der var længere imellem de gode chancer.
De Bruyne kom godt nok tæt på at finde Haaland ved bagerste stolpe efter ti minutters spil, men Turner kom igen i vejen, da han var hurtigt ude af sit mål og snuppe tværafleveringen.
Efter en time kom føringsmålet alligevel, og det til værterne efter et par gode chancer i et angreb.
Først prøvede Julian Alvarez sig fra distancen, og hans fremragende forsøg blev kun afvist af stolpen.
Jack Grealish var dog hurtigt over returen, og efter et par driblinger frem og tilbage i Arsenal-feltet, fik han bolden lagt til rette for Nathan Aké, der med en flad indersideaflevering placerede bolden fladt over i det lange hjørne med højreskøjten.
Turner kunne ikke nå det yderlige skud, og så blev Aké manden bag målet til 1-0.
Det gav Arsenal travlt, hvis de ville fremtvinge en omkamp i cuppen som minimum eller ligefrem spille sig videre i turneringen på aftenen.
Gabriel Martinelli, Oleksandr Zinchenko og Martin Ødegaard blev også alle sammen sendt i aktion fra bænken af Arteta, og det indledte et pres på Citys mål.
Flere gange måtte Ortega ud og snuppe bolden for næsen af Arsenal-offensiven, men det skulle ikke lykkes for gæsterne at få udligningen.
City forsvarede den spinkle føring hjem og er videre i pokalen efter en lige kamp, der lover godt for de kommende møder i ligaen mellem de to mandskaber.