



En portugisisk journalist fra Record kunne ikke tro sine egne øjne, da Benfica tørnede sammen med AGF i Europa League-kvalifikationen.
Gang på gang stod Mads Hedenstad i vejen i AGF-målet og sørgede for, at de næsten 60.000 portugisiske fans samt journalisten på Estadio da Luz ikke fik en ny målfest fra Benfica.
Hedenstad var flyvende, og det fik den portugisiske journalist til at prikke til Bolds udsendte for at signalere, at 'AGF-keeperen var rimelig god'.
Hedenstad var da også godt tilfreds med sin præstation efter opgøret.
- Det var en god kamp. Det var to pismål, men sådan er det.
- Vi tænkte også, at det kunne blive grimt. Vi skal ikke lukke et mål ind så tidligt, men jeg synes, vi gjorde det godt bagefter. Vi fik ligesom kontrol over det hele igen.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Det er et rigtig godt hold med nogle fantastiske spillere, vi spillede imod. Så jeg synes alt i alt, at vi skal smile, være tilfredse og have troen på det til næste kamp, siger Mads Hedenstad til Bold og den øvrige presse efter kampen i Lissabon.
Den største kamp
Selvom Mads Hedenstad måtte hente bolden ud af eget net tre gange på Estadio da Luz, havde han faktisk flere store redninger, hvor han afviste stjernerne fra Benfica.
- Man går ind til en kamp og tænker, at man skal gøre det, man er god til. Det er ikke noget ekstraordinært. Jeg synes, at det har fungeret godt indtil videre i sæsonen. Jeg føler også, at jeg har ramt et godt niveau.
Og det gjorde han også i en imponerende kulisse med de næsten 60.000 tilskuere på det store stadion i Lissabon.
- Det er den største kamp, jeg har spillet. Jeg er lidt usikker på, hvor mange vi spillede foran. Men det siger sig selv. Det er et godt hold, og det er et fantastisk stadion, som vi spillede på.
- Det er en god erfaring at have med sig, og det sætter jeg pris på, lyder det fra AGF's keeper.
Mads Hedenstad skal forsøge at finde de samme redninger frem, når AGF på torsdag tager imod Benfica i returopgøret, hvor man altså skal vende 1-3 til en samlet sejr.

AGF
Benfica
EL-kval
























