Iran og USA brager tirsdag sammen ved VM, og optakten til kampen har været særdeles højspændt.
Det amerikanske fodboldforbund har på sociale medier vist Irans flag uden den islamiske republiks emblem i midten af flaget, så det kun består af farverne grøn, hvid og rød.
Grunden var, at man ville vise støtte til de iranske kvinder, men det faldt Irans regering for brystet, og de opfordrede FIFA til at sparke USA ud af VM.
Konflikten stopper dog ikke her, for på mandagens pressemøde forud for kampen fik USA's landstræner Gregg Berhalter og midtbanespiller Tyler Adams et par sure iranske journalister på nakken.
Et af de første spørgsmål på pressemødet lød fra en iransk journalist, der beskyldte USA-lejren for at udtale Iran forkert.
- Først og fremmest siger I, at I støtter det iranske folk, men I udtaler landets navn forkert. Vores lands navn er Iran, ikke 'Aye-ran'. Mener I derudover, at det er okay at repræsentere jeres land, der har så meget diskrimination mod sorte mennesker inden for jeres egne grænser?
Artiklen fortsætter efter billedet

Tyler Adams, hvis far er afroamerikansk, svarede:
- Jeg undskylder for den forkerte udtale af dit land. Når det er sagt, er der forskelsbehandling overalt, hvor man går, siger Adams ifølge New York Post.
- En ting, jeg har lært af at bo i udlandet de seneste år og skulle passe ind i forskellige kulturer, er, at vi i USA fortsat skaber fremskridt hver eneste dag.
De næste spørgsmål fra iranske medier omhandlede den amerikanske flådes tilstedeværelse i Den Persiske Golf og de hårde visumregler i USA for iranske statsborgere.
Landstræner Berhalter forsøgte at svare diplomatisk:
- Jeg ved ikke nok om politik, jeg er fodboldtræner, fastslog Berhalter og undskyldte desuden for det redigerede Iran-flag på landsholdets sociale medier.
- Vi kan kun undskylde på vegne af spillerne og staben, men det er ikke noget, vi har været en del af. Vi vidste intet om, hvad der blev publiceret. Nogle ting er ude af vores kontrol.
Kampen mellem Iran og USA spilles klokken 20.00.