Lørdag aften måtte Karim Benzema udgå fra den franske træning med en skade, og senere blev det meldt ud, at Ballon d’Or-vinderen misser hele VM-slutrunden.
Danmark er i gruppe med Frankrig og undgår dermed mødet med den franske stjerne, og det ærgrer de danske spillere, at Benzema er ude.
- Det er ærgerligt for Benzema. VM fortjener de bedste spillere, så det er ærgerligt for ham og for Frankrig.
- Jeg ved ikke, hvem de henter ind i stedet, men det er jo nok også en kvalitetsspiller, men han har lige vundet Ballon d’Or, så det er alt andet lige en svækkelse for Frankrig, som kan være en god ting for os.
- Men det er stadig ærgerligt, at han ikke er med. Det fortjener han, siger Nelsson, som stod overfor Karim Benzema, da Danmark vandt 2-1 over Frankrig i Nations League i juni.
Artiklen fortsætter efter billedet

Også angriber Yussuf Poulsen er ked af, at Real Madrid-angriberen er ude af VM.
- Det er ærgerligt for turneringen, at verdens bedste fodboldspiller ikke får lov til at spille.
- Det sker desværre sådan nogle ting, og det er ærgerligt for dem, men Frankrig vandt også VM uden Benzema sidste gang, så de har stadig et stærkt hold.
- Frankrig har rigtig mange gode fodboldspillere og ville kunne stille mange hold, som kunne kæmpe med om VM. Sidst vi mødte dem, blev Varane skadet, og så hentede de Konaté ind, som lige havde spillet Champions League-finale, så det siger lidt om, hvilken trup de har, siger Poulsen.
Frankrig kan frem til i morgen hente en erstatning for Benzema.
Ingen kommentarer
I øjeblikket er der ingen kommentarer til denne artikel. Vær den første til at kommentere.
Skriv kommentar