Vil man arrangere storskærmsvisning af den kommende VM-slutrunde, så skal man ikke regne med kommunal hjælp.
Flere af landets store kommuner har nemlig fortalt til TV 2 Sport, at man ikke selv kommer til at tage initiativ til storskærmsvisning.
Københavns Kommune fortæller, at man ikke selv har arrangeret et arrangement med storskærm, men at man har givet støtte til et arrangement i Hafnia Hallen - dog med krav om, at der skal være fokus på menneskerettigheder.
Aarhus Kommune ønsker ikke at promovere VM i Qatar, og man kommer derfor ikke til at arrangere storskærmsvisning.
Artiklen fortsætter efter billedet

Odense Kommune har heller ikke arrangeret storskærmsvisning, men giver ingen yderligere forklaring til TV 2 Sport.
Det tyder på, at Aalborg Kommune har planer om at vise kampene på storskærm, for kommunens partner Aalborg City fortæller til Jyllands-Posten, at man vil opsætte storskærm til VM.
VM i Qatar skydes i gang den 20. november, når Qatar møder Ecuador i åbningskampen.