2022-11-25 15:27:06

Ingvartsen fravalgt til VM: Trist at gå på ferie

I et interview med bold.dk sætter Marcus Ingvartsen ord på at blive fravalgt til VM, som ellers var et kæmpe mål for Mainz-angriberen.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Artiklen fortsætter efter indholdet

VM - 2. runde

FT

FRA

2 - 1

DAN

Den tidligere Superliga-topscorer Marcus Ingvartsen håbede til det sidste, men beskeden fra Kasper Hjulmand blev ikke, som han håbede.

26-årige Ingvartsen var i spil til Danmarks endelig VM-trup, men blev ikke valgt blandt de 26 i sidste ende.

En knæskade spolerede starten af sæsonen for Marcus Ingvartsen, men angriberen kom tilbage i form og scorede i efteråret seks mål fordelt på sammenlagt 537 minutter for Mainz i Bundesligaen og den tyske pokalturnering.

Nu fortæller Ingvartsen i et interview med bold.dk om den missede VM-billet og forløbet op til afgørelsens time.

- Jeg kom tilbage fra min skade med seks uger til den sidste ligakamp og havde et godt run og følte mig bedre og bedre tilpas. 

- Jeg havde en snak med Hjulmand, en uges tid inden han udtog de første 21 spillere. Han var selvfølgelig glad for at se, hvordan det gik. Jeg fik ikke det store at vide, men vi snakkede bare lidt om min situation, og hvordan jeg havde det.

Artiklen fortsætter efter billedet

VM -Ingvartsen fravalgt til VM: Trist at gå på ferie
Foto: Jan Fromme/AP/Ritzau Scanpix

- Så blev der udtaget de 21 spillere, hvor jeg ikke var med, og så havde vi én uge efter den udtagelse, hvor jeg skulle prøve at vise mig frem så godt som muligt i forhold til den sidste chance. 

- Der var nogle spillere, han lige skulle se an i forhold til skader, og jeg snakkede så med ham om søndagen, kort inden de sidste pladser blev offentliggjort. Han sagde bare kort, at det desværre ikke blev denne gang.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi var på vej hjem fra sidste kamp i Bundesligaen, og selvfølgelig havde jeg forhåbninger om en positiv besked. Det blev det så ikke, og det er jo gamet. Vi havde aftalt, at lige meget hvad ville vi lige ringes ved. 

- Det var et kort opkald, for han havde selvfølgelig nogle andre spillere, han også skulle ringe til, så der var ikke tid til nogen længere snak, fortæller Ingvartsen til bold.dk.

Angriberen står noteret for en enkelt landskamp mod Moldova i 2021, hvor han kom på tavlen i Danmarks 8-0-sejr.

Hjulmand var ærlig
Marcus Ingvartsen lægger ikke skjul på sin skuffelse, men samtidig har han respekt for Kasper Hjulmands valg.

- Selvfølgelig ved jeg, at jeg kom fra baghjul efter min skade, og jeg skulle virkelig overbevise de sidste par uger, så jeg vidste godt, at mine chancer ikke var de allerstørste. Jeg havde en realistisk fornemmelse omkring, at han havde nogle andre spillere, som han håbede, der kunne nå at blive klar. 

- Det var han også ærlig omkring, da jeg snakkede med ham første gang, men derfor var det stadig trist at skulle gå på ferie i stedet for at møde ind i lejren.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Har du forståelse for beslutningen, eller mener du, at du fortjente at komme med?

- Jeg har selvfølgelig respekt for hans beslutninger, og der ligger alle mulige andre ting bag, for han sidder med sit samlede billede. Som spiller synes jeg selvfølgelig, at jeg skulle have været med, for jeg er i god form, men jeg respekterer 100 procent hans beslutning.

Mange angribere har haft problemer i efteråret, men du har trods alt et godt scoringssnit. Er du skuffet over ikke at få chancen på den baggrund?

- Jeg respekterer 100 procent hans valg, og han skal også se det i forhold til et større billede. Jeg vil ikke kommentere på de andres form, men jeg havde selv seks gode uger med mål og en masse minutter, og på grund af det havde jeg selvfølgelig forhåbninger om at kunne snige mig med. 

Har du en følelse af, at Hjulmand gik med det sikre til sidst?

- Det er svært at sige. Dem, der er udtaget, har været fast med det sidste halvandet års tid siden EM. Vi snakkede om, at det selvfølgelig var ærgerligt, at jeg havde været ude med min skade og havde misset samlinger på grund af det.

- Men han ved også godt, at jeg kender drengene og systemet, så jeg ville kunne falde let og hurtigt ind på holdet, hvis det var. Men han valgte at gå den vej, og sådan er det, siger Ingvartsen.

Angriberne i VM-truppen er Kasper Dolberg, Martin Braithwaite, Andreas Skov Olsen, Andreas Cornelius, Jonas Wind og Yussuf Poulsen.

Håber det går sindssygt godt
Selv om Marcus Ingvartsen er ærgerlig over at være herhjemme i stedet for i Qatar, følger han VM og især Danmarks kampe tæt.

- Selvfølgelig ser jeg det. Jeg kommer til at følge rigtig meget med og håber, at det kommer til at gå Danmarks sindssygt godt. Der er ikke noget i det. Man havde håbet, man havde været med, men nu er beslutningen taget, og det er sådan, det er.

- Nu håber jeg, at jeg kan bygge videre på det, som jeg fik vist i de sidste uger, så jeg får kæmpet mig helt fast i Mainz, og så er der forhåbentlig mange slutrunder forude, siger Ingvartsen til bold.dk.

Danmark spiller lørdag mod Frankrig i anden gruppekamp.

Artiklen fortsætter efter indholdet

VM - 2. runde

FT

FRA

2 - 1

DAN

7 kommentarer

Læs alle kommentarer
annonce
annonce
annonce
annonce
0